Tekst og foto: Renè Jørgensen.
3. juni 2020.
Flot håndværk genskaber rummet ved Hans Tavsens Hus.
Besøger man Ribe Domkirke falder blikket sikkert også på Hans Tavsens Hus – en kendt turistattraktion. Hans Tavsens Hus, syd for Ribe Domkirke, er fra 1500-årene og den sidste rest af den bispegård, som de lutheranske bisper – blandt andet Hans Tavsen – boede i.
I dag bruges huset af Erna Møller, en glaskunstner, der leger og tryller med glas. Ribe Glas & Galleri er et arbejdende værksted og galleri med Erna Møllers egne og andre kunstneres værker.
En flot renovering er i gang
Pladsen mellem huset og den offentlige toiletbygning, der blev restaureret for et par år siden, er ved at blive renoveret af kommunen.
En flot mørk låge i egetræ. En rustrød del af en væg – også i egetræ – bliver muret op i munkesten og skal dermed være med til at forskønne området. Træarbejdet er udført af Helge Bruun & Søn.
Murermester Mogens Blom i Seem har ansvaret for murerarbejdet.
At der er kræset for håndværket ses. Selv de gamle beslag på de to portdele har gennemgået en afrensning og blevet genanvendt. Tegningen til porten har Gregers Bruun skabt, og han har været tro mod den tidligere ports udseende.
Indvielse i efteråret.
Det er planen, at herlighederne skal indvies officielt til efteråret og på ”tegnebrættet” har landskabsarkitekt ved Esbjerg Kommune Steen Gelsing en fornem beplantning klar. Det er meningen, at der skal sættes roser på pladsen ud mod domkirken. Roserne har fået navnet ”genforeningsrosen” og kommer fra Fyn.
Det stort anlagte Folkemøde i Ribe i anledningen af 100 året for genforeningen blev aflyst. Dermed blev det største enkeltarrangement og et af fyrtårnene i den landsdækkende markering ikke til noget.
Men navnet på rosen får en lille smag af det folkelige. Da det ikke er muligt at få placeret en trappe op fra domkirkepladsen til den nyrenoverede plads, vil genforeningsrosen komme i ”duftehøjde” og både være en pryd for lugtesansen, såvel som det fine håndværk vil være det for øjet.
Symbolsk genskabning af stien.
– Vi laver en symbolsk sti hen til porten fra parkeringspladsen. Stien tænkes udført og markeret i de granitsten, som vi tidligere flyttede. En del kommer tilbage. Denne del af projektet bliver lavet i samarbejde med Sydvestjysk Museer. Rosenbedet og granitfladerne kommer til at udgøre udsmykningen af pladsen både foran og bag porten, fortæller Steen Gelsing, der sammen med Bygningskonstruktør Else Callesen fra Esbjerg Kommune på bedste vis får skabt et flot byrum, hvor arbejdet er udført af gode lokale håndværkere.
Borgere har spurgt til, hvad der skal ske med de fragmenter, der tidligere fyldte pladsen. Ifølge landskabsarkitekten er de bevaringsværdige dele flyttet i et samarbejde mellem kirken og Sydvestjyske Museer.
Det er det lokale murerfirma Mogens Blom i Seem, der sammen med Marko Peters klarer murerarbejdet. Dansk/Tysk samarbejde i genforeningsåret, blev det joked lidt med, da RYK IND RIBE lige skulle have de sidste fotos med i artiklen.
Lige fra morgenstunden tirsdag var Florian Gyger, Marko Peters, Claus Trøjborg og Mogens Blom i gang på pladsen ved Hans Tavsens Hus.
- Så flot blev træarbejdet af Gregers Bruun
- Porten er også logoet på vores debatside

















































































