Tekst & Foto Johnny Tauman
26. juni 2019

Ribe Sejlklub har fremsendt en flot ansøgning til Realdania – og den interesserede kan følge processen på hjemmesiden: ”Underværker”.
Der er tale om Maritime faciliteter ved Kammerslusen, hvortil der er ansøgt 250.000 kr.

Hvor er slæbestedet?

Ved gennemlæsning af materialet undrer det, at der ikke er beskrevet et slæbested ved Ribe Kammersluse – noget flere af kommentarerne på Realdanias hjemmeside også anfører. Det må bero på en forglemmelse, idet slæbestedet har været nævnt tidligere og ikke mindst af bådejere og beredskabet.
Du kan se uddrag af ansøgningen herunder – og være med til at kvalificere holdningerne til de Maritime Faciliteter.
(PS! Siden ansøgningener udarbejdet har Martha forladt området og ligger nu i havnen i Nordby).

Projektet omfatter

Der etableres ca. 540 m flydebro, tilpasset områdets natur. Broen skal bruges af rutebåden, Nationalparkens Skib, Ribe Roklub, gæster samt Ribe Sejlklub. Broen vil blive udstyret med i alt 15 el standere med lys og vandudtag. Broens overflade bliver af lærketræ, og den bliver 2,5 m bred. Bro og adgangsvejen bliver handicapvenlige, så alle kan komme på ”havnen”.
Fælleshuset bliver 75m2 og består af et fællesrum, handicaptoilet og bad, 2 toiletter og et sejlerkøkken. Herudover er der en 102 m2 terrasse, hvoraf 36 m2 er overdækket. Fælleshuset og adgangsveje indrettes også handikapvenlig.

Organisering af projektet og involvering af frivillige

Projektorganisationen består af erfarne medlemmer fra Ribe Sejlklub. Ribe Roklub, rutebåden og Nationalpark Vadehavet vil blive inddraget i det omfang, det bliver nødvendigt. Herudover vil der være et tæt samarbejde med Esbjerg Kommunes tekniske forvaltning.
Af faglige kompetencer er der både håndværksmæssige og akademiske. Projektlederen er formanden for Ribe Sejlklub. Projektering, levering og montering af anlæg vil blive udført af firmaer og egne klubmedlemmer. Ved demontering af eksisterende slidte broer, hus o.l. samt ved montering af nye flydebroer, vil foreningens medlemmer være med.

Relationen til lokalsamfundet

Til realisering af Esbjerg Kommunes udviklingsplan for området er de aktive medspillere, Nationalparken Vadehavet, Ribe Roklub, Restaurant Kammerslusen, ”Hytterne langs Kanalstien” og Ribe Sejlklub.
Ribeområdet er i de senere år begunstiget med attraktioner, der tiltrækker mange mennesker; bla. Ribe Vikingcenter, Domkirkepladsen og Vadehavs-centret.
Kammerslusen vil med projektet ”Porten til Vadehavet” forhåbentlig blive en yderligere attraktion på højt niveau, hvor ”Havnen” også vil være med til at gøre stedet interessant