Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen og dronefoto Henrik Tauman. Onsdag den 18. marts
Kommunen sagde ja, gå bare i gang. Den afgørelse ankede Danmarks Naturfredningsforening til Planklagenævnet. Under vejs kastede Vejdirektoratet også grus i maskineriet, da direktoratet ikke ville give tilladelse til udkørsel til hovedvejen. Nu har Planklagenævnet efter næsten et års behandling sagt nej og dermed annulleret kommunens tilladelse.
Sagen drejer sig om anlægsgartner og entreprenør Jesper Rohr Jørgensens planer om at flytte sin virksomhed fra Hillerup Markvej til ejendommen Vardevej 17, der tidligere var en landbrugsejendom.
Da Jesper Rohr Jørgensen havde fået tilladelser fra Esbjerg Kommune, gik han i gang med projektet, men naturfredningsforeningens klage til Planklagenævnet havde opsættende virke, og derfor har arbejdet på ejendommen Vardevej 17 ligger stille i det lille år, det har taget at behandle klagen.
Skåret ind til benet drejer sagen sig om to myndigheders forskellige vurderinger af muligheden for at bygge en virksomhed i landzone. Det er i bund og grund spørgsmålet, om en bestående ejendom kan udvides til erhverv eller ej tilsat en god gang lovbestemmelser og bureaukrati.
Af Planklagenævnets 11 medlemmer er der otte, der ikke mener, der kan siges ja til en virksomhed det pågældende sted, mens tre tolker lov om landzone således, at tilladelsen bør gives jf. kommunens afgørelse. Planklagenævnets medlemmer er altså heller ikke enige i fortolkningen af loven!
Planklagenævnets afgørelse kan ikke bringes videre til andre klageinstanser og er for så vidt endelig. Dog kan afgørelsen indbringes for en domstol, og det skal ske indenfor seks måneder fra den dato, hvor afgørelsen er truffet.
Jesper Rohr Jørgensen lægger ikke skjul på, at han allerede nu har brugt en del penge dels på den begyndende byggemodning af grunden og dels på administrative udgifter.
– Hvad gør du nu?
– Jeg tænker, jeg lader det stå. Hvis det er det, de gerne vil have, så lader jeg den gamle ejendom stå. Jeg synes, det var bedre at kigge på noget nyt, men jeg respekterer afgørelsen, siger Jesper Rohr Jørgensen.
– Det har kostet dig en del penge?
– Ja, jeg er blevet en oplevelse rigere og lidt fattigere.
– Hvad gør du med virksomheden. Bliver den liggende på Hillerup Markvej?
– Ja indtil videre. Jeg vil ikke bruge mere krudt på det her og specielt ikke i disse tider, hvor der er nok andet at tænke på. Jag lader den i hvert tilfælde ligge, hvor den er, til der kommer lidt mere styr på det hele. Der er jo nok at se til i øjeblikket.
– Der er jo udfordringer nok ved at drive en virksomhed. Det var dejligt at få et svar, selv om det godt måtte have været et andet. Men afgørelsen kommer ikke bag på mig, siger Jesper Rohr Jørgensen.










































































