Tekst og fotos Hasse Jørgensen, onsdag den 23. november 2022

Artiklen om parkeringsafgifterne på Kirkegårdsalleen i Ribe har givet ret så mange kommentarer, hvor flere peger på, at det er svært at finde en parkeringsplads tæt på kirkegården.

Lad os slå fast, at der rent faktisk er flere gode parkeringsmuligheder tæt på kirkegården, og en enkelt ligger endda inde på selve kirkegården. Det er pladsen ved den nye mandskabsbygning.

Kirkegårdsleder Hanne Gerken fortæller, at folk, der skal på kirkegården, meget gerne må parkere her.

– Og vi gør, hvad vi kan for at fortælle folk, at parkering på alleen ikke er tilladt, siger kirkegårdslederen.

Mandskabsbygningen ligger i den ene ende af kirkegården, og nogle vil måske mene, at der er langt at gå, hvis man er gangbesværet og skal til den anden ende. Men i den modsatte ende af mandskabsbygningen er parkeringen ved Damvej overfor katedralskolens sportshal et godt alternativ. Via den nye bro over vandløbet er man hurtigt inde på den del af kirkegården.

Endelig er der også skråparkeringerne ved Brorsonsvej, som heller ikke ligger langt fra kirkegården.