Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, tirsdag den 11. november 2025
Tilfældigt forbipasserende på domkirkepladsen mandag aften, kunne iagttage flere muligheder for fremover at belyse domkirken på.
Det var den styregruppe, der arbejder med den fremtidige lyssætning, som havde inviteret de nærmeste naboer til en orientering om arbejdet med den nye belysning, der skal være klar til vinteren 2026.
Prøvebelysningen mandag aften viste, at der er mange måder at lave lyssætningen på, men intet er afgjort endnu.
Der arbejdes videre med projektet, og den 16. december bliver der inviteret til en ny workshop for naboer til domkirken samt forretningsfolk og andre med interesse i projektet.
Det er lysdesigner Iben Winther Orton fra designerkollektivet Ligthscapes, der står for det praktiske arbejde med lyssætningen, og hun har tidligere – som omtalt – været i Ribe for at prøve forskellige former for lyssætning.
Iben Winther Orton sagde den gang, at det gælder om at få domkirken præsenteret bedst muligt, hvad enten man ser den fra ringvejen eller står tæt på den. Og de forskellige lyseffekter kan enten fremhæve eller nedtone detaljer i bygningsværket.











































































