Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, søndag den 18. maj 2025

Det er formentligt klart for de fleste, at den 9. juni løber Royal Raun af stablen i Ribe med hans majestæt kongen i spidsen for løbet.

10.000 løbere er meldt til Royal Run, og dertil kommer de mange gæster, der ventes til Tulipanfesten.

Efterhånden er infrastrukturen ved at falde på plads, og det ligger klart, at der bliver store offentlige parkeringspladser på Nørremarken og Ved Obbekærvej, og fra disse p-pladser vil der køre shuttlebusser til byen.

For de fastboende bliver der omfattende parkeringsrestriktioner i den indre by, og de berørte beboere har alle fået en besked i deres indbakke.

Af den fremgår det:
Den 9. juni 2025 lægger Ribe gader til Royal Run, når H.M. Kongen
skyder den nationale motionsfest i gang i Danmarks ældste by.
10.000 deltagere stiller i dagens løb til start på One mile, fem eller ti km,
og samtidig forventes flere tusinde tilskuere og gæster at besøge Ribe,
der også afslutter årets Tulipanfest 2. pinsedag. Det bliver en historisk
festdag for byen.
For at skabe optimale rammer om sikkerheden for deltagerne i Royal Run
og de mange gæster i byen etablerer Esbjerg Kommune og Syd- og
Sønderjyllands Politi en række begrænsninger af trafikken.
I Ribe midtby skal du være opmærksom på følgende:
Afspærring
Den gamle bykerne afspærres fra søndag den 8. juni kl. 12.00
til mandag den 9. juni kl. 20.00.

Den øvrige del af Ribes bymidte afspærres mandag den 9. juni
fra kl. 6.00 til kl. 20.00.

I det afspærrede tidsrum er det ikke muligt at køre i bil ind og ud
af områderne.
I det afspærrede tidsrum er det forbudt at standse og parkere i
de gader og strækninger, der er en del af Royal Runs ruter og aktiviteter.
Det er tilladt at parkere på din egen matrikel, f.eks. i en privat
garage eller indkørsel.