Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto, onsdag den 28. juni 2023

En ny undersøgelse af danskernes tryghed i deres nabolag og hvor stor tillid borgerne har til politiet viser, at syd- og sønderjyderne både føler sig mere trygge og nærer større tillid til politiet, end danskerne gør som gennemsnit

Borgerne i Syd- og Sønderjylland føler sig i højere grad trygge, hvor de bor og har større tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det, end danskerne gør generelt. Det viser en ny undersøgelse, som Justitsministeriet har offentliggjort.

Når det handler om tryghed, svarer 91,2 procent af borgerne i Syd- og Sønderjylland, at de føler sig trygge i deres nabolag. På landsplan er tallet 88,6 procent.

– Vi ser det som vores helt centrale opgave at sikre borgernes tryghed både gennem den daglige indsats og ved de akutte opgaver. Vi lægger stor vægt på at være i dialog med borgerne i hverdagen, ligesom vi prioriterer at komme borgerne hurtigt til hjælp, når der er behov for det, siger politidirektør Frits Kjeldsen.

Mest trygge på Fanø

Andelen af trygge borgere er steget mest i Esbjerg, Vejen, Tønder og Aabenraa kommuner. Mest trygge er borgerne på Fanø med 95 procent, der svarer, at de føler sig trygge i deres nabolag og i Esbjerg Kommune med 92,6 procent, i Vejen Kommune (92,2 procent) og i Tønder Kommune (92,1 procent).

– Vi vil også i fremtiden have stor fokus på borgernes tryghed. Vi gennemfører løbende tiltag for at forebygge eller genskabe tryghed, når der er behov for det, og vi samarbejder med de relevante kommuner om mere langsigtede indsatser for at øge trygheden i de områder, hvor der er behov for det, siger Frits Kjeldsen.

Følelsen af tryghed er mindst i boligområderne på Stengårdsvej og i Hedelundgårdparken i Esbjerg, hvor 74 og 67,4 procent af borgerne føler sig trygge. Siden den seneste undersøgelse i 2021 er trygheden steget i Hedelundgårdparken i Esbjerg fra 63,3 procent i 2021 til 67,4 procent i den nye undersøgelse. Boligområdet Stengårdsvej ligger uændret på 74 procent.

– Vi har øget vores indsats og tilstedeværelse i Hedelundgårdparken siden den seneste tryghedsmåling. Vi har blandt andet i samarbejde med beboere og andre samarbejdspartnere afholdt et velbesøgt dialogmøde i Kvaglundhallen og gennemført flere tryghedsvandringer i området. Dette arbejde fortsætter og vores hensigt er, at vi gennem den styrkede indsats fremadrettet øger trygheden i området, siger politidirektør Frits Kjeldsen.

Større tillid til politiet

Justitsministeriets undersøgelse viser også, hvor stor en del af danskerne, der har tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de får brug for det. Den tillid har 89 procent af borgerne i Syd- og Sønderjylland. Det betyder, at tilliden til politiet i Syd- og Sønderjylland er større end tilliden i landet som helhed. På landsplan er andelen 86,7 procent.

– Vi er glade for og stolte over, at borgerne viser os den tillid og vi arbejder hver dag på at sikre, at vi kan leve op til tilliden. Vi kan altid blive bedre og håber, at borgere, der måtte have en oplevelse af ikke at få den hjælp de har brug for, vil henvende sig til os, siger Frits Kjeldsen.

Den største tillid til politiet findes hos borgerne i Esbjerg Kommune og på Fanø, mens den er mindst i Sønderborg Kommune, Aabenraa Kommune og på Stengårdsvej i Esbjerg.

– Vi vil nu gå i dybden med tallene i den nye undersøgelse og overveje, hvilken indsats de giver anledning til fremover, siger politidirektøren.

Størst stigning

Tilliden til Syd- og Sønderjyllands Politi er steget mest i Hedelundgårdparken i Esbjerg – fra 78,4 til 85,3 procent – og i Tønder Kommune, hvor andelen af borgere, der har tillid til, at de får den nødvendige hjælp fra politiet, er steget fra 85,4 procent i 2021 til 90,4 i 2022. Også i Aabenraa Kommune er tilliden til politiet steget væsentligt; fra 80,9 procent i 2021 til 85 procent i den nye undersøgelse.

– Vi er tilfredse med, at tilliden til os er vokset markant i disse tre områder. Vi har haft fokus på dem, efter tidligere målinger viste, at borgernes tillid til politiet her ikke var så stor som i andre områder. Det er der heldigvis rettet op på i denne omgang, siger politidirektør Frits Kjeldsen.

Baggrund

Justitsministeriet har i 2022 fået gennemført en spørgeskemaundersøgelse om tryghed og tillid til politiet blandt borgerne i Danmark. Undersøgelsen er en videreførelse af Politiets Tryghedsundersøgelse, som Rigspolitiet gennemførte syv gange i perioden fra 2013 til 2019, og som Justitsministeriet har gennemført siden 2021.

Spørgeskemaundersøgelsen, der er besvaret af 25.796 personer, er baseret på de samme spørgsmål, som blev stillet de tidligere år om borgernes grundlæggende tryghed i deres nabolag og deres tillid til, at politiet vil hjælpe dem, hvis de har brug for det. Undersøgelsen er derudover udvidet med en række spørgsmål vedrørende typer af steder og adfærd, som de adspurgte kan føle sig utrygge ved.