Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 22. juni 2023

Planerne for Flemming Justs fratræden som direktør for Sydvestjyske Museer er rykket frem, og samtidig har bestyrelsen besluttet at fortsætte planerne om en fusion mellem Sydvestjyske Museer og Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

Det fremgår af en pressemeddelelse, der er sendt ud efter et bestyrelsesmøde i Sydvestjyske Museer.

Oprindeligt havde Flemming Just bebudet sin afgang som direktør ved årsskiftet, men nu træder Flemming Just tilbage med virkning allerede per 1. juli i år, altså om ganske få dage. For at sikre en fortsat kontinuerlig drift, har bestyrelsen konstitueret administrationschef Henrik Hedegaard Kristensen som direktør på museet frem til 1. januar 2024.

Hvad der herefter skal ske, afhænger af planerne for en fusion. Det har tidligere været nævnt, at fusionen med fordel kunne ske med Fiskeri- og Søfartsmuseets direktør, Merete Jankowski, som direktør for det fusionerede selskab.

På Sydvestjyske Museers bestyrelsesmøde i går blev det besluttet at arbejde videre med fusionsplanerne, og hvis fusionen også godkendes på Fiskeri- og Søfartsmuseets bestyrelsesmøde i morgen, fredag, vil der blive igangsat et arbejde mellem de to museer med at få tegnet stregerne til en ny organisation.

– Vi har fundet en løsning, der kan sikre en god overgang til noget nyt. Det har ikke været nemt, for jeg sætter meget stor pris på Flemming. Han er et fyrtårn inden for det kulturhistoriske område i Sydvestjylland og har også spillet en vigtig rolle i spidsen for alle museer i Danmark i regi af Danske Museer. Han har ydet et meget værdifuldt bidrag i forbindelse med tidligere fusioner og ikke mindst den videre udvikling af Sydvestjyske Museer – og i mange andre sammenhænge i området. Flemming meddelte mig sidste år, at han gerne ville træde tilbage i 2023, hvilket jeg ønsker at respektere. Det kommende fusionsarbejde er derfor en naturlig anledning til at give depechen videre, siger forperson Lone Saaby, Sydvestjyske Museer.

– Det har været et enormt privilegie at få lov at stå spidsen for Sydvestjyske Museer gennem de seneste 12 år. Der er i den grad tale om kompetente og loyale medarbejdere. Samtidig har jeg sat meget stor pris på det meget tillidsfulde samarbejde med et hav af interessenter, både frivillige, turisme- og erhvervsaktører, Esbjerg Kommune og museets bestyrelser gennem tiden. Nu venter tredje afsnit i mit liv. Jeg har lagt vægt på at sige, at jeg ikke går på pension, men at jeg stopper efter 41 år som ansat. I de kommende år vil formandsposten i Nationalpark Vadehavet fylde en del, og jeg har også flere bøger og artikler, der skal skrives. Desuden kan det være, at Lisa også venter at se mere til mig, udtaler Flemming Just.

Der vil blive afholdt afskedsreception for Flemming onsdag 23. august kl. 15-17 på Museets Ribes Vikinger.