Tekst & Foto: Johnny Tauman
16. august 2023
– Vi er i gang med at planlægge næste fase af fjernvarmeledningen fra Ø. Vedsted til Fjernvarmeværket i Sct. Nikolaj Gade. Det er gået over al forventning at få rørene i jorden fra Ø. Vedsted til Stampemøllevej, fortæller indehaver Michael Nørgaard, Nørgaard Anlæg.
Det var med en vis spænding, at vi med to underføringer fik trukket de store rør under Tøndervej og Haderslevvej – og en tilsvarende løsning skal anvendes ved rundkørslen nær Vittenbergskolen.
Den næste strækning, som går fra Stampemøllevej ad Haulundvej til Hundegadebroen vil kræve forskellige løsninger og behov for at tage natten i brug, så færdslen berøres mindst muligt. – Vi er opmærksomme på, at strækningen forbi Vittenbergskolen så vidt muligt skal gennemføres i uge 42, hvor børnene er på efterårsferie.
Strækning kræver ekstra planlægning
Strækningen under Hundegadebroen og til Sct. Nikolaj Gade er stadig på skitseplan – og især Kurveholmen og broen kræver en ekstra planlægning.
Mange ældre ripensere husker sikkert, at der under asfalten på Kurveholmen ligger en betonvej fra krigens tid. Den skal hugges op for at give plads til såvel fjernvarmeledningen som andre ledningssystemer som eksempelvis vand.
Fra Mineralvandsfabrikken Frem mod Odins Plads vil gravearbejdet blive ledsaget af arkæologer fra Sydvestjyske Museer.