Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, onsdag den 2. juni

Fire institutioner i eller ved Ribe, der alle har søgt kommunale penge til udvidelse, ombygning eller helt nye projekter, må vente med et endeligt svar på deres ansøgninger.

De fire institutioner er vikingecenteret, der har et stort projekt omkring garnisonsbygninger og en palisadeborg, Vadehavscenteret, der vil ombygge en tidligere naturskole, Ribe Fritidscenter, der vil opføre historie- og eventparken, samt beboerne i Lustrup, der gerne vil have et nyt aktivitets- og kulturhus.

De fire ansøgninger, der alle ligger i millionklassen, har været behandlet i udvalget for kultur og fritid, og formanden for udvalget, May-Britt Andrea Andersen (C) fortæller, at alle sagerne er udskudt til budgetforhandlingerne efter sommerferien.

– Det betyder bestemt ikke, at vi har afvist ansøgningerne og forkastet projekterne, men vi har i udvalget ikke ønsket allerede på nuværende tidspunkt at binde os på hænder og fødder i forbindelse med budgetforhandlingerne. De fire ansøgninger vil alle komme med til de forhandlinger, fortæller May-Britt Andrea Andersen.