Tekst Hasse Jørgensen, søndag den 6. marts 2022

– Vi skal nok få noget at spise, men det er bare så ærgerligt, at man ikke kan have tingene i fred.

Sådan siger Ib Dam Schultz, Ribe, efter at han og familien fik stjålet et par kasser med fire middagsretter.

Kasserne kom fra Skagen Food og indeholder fire middagsretter, hvoraf de to er med kød og de to med frisk fisk. Dertil kommer grønsager til retterne.

– Det hele bliver leveret i henholdsvis en papkasse og en flamingokasse med is, så kød og fisk kan holde sig koldt, til vi får det hentet ind.

– Varerne bliver afleveret om natten ved vores fordør, og vi henter dem så tidligt morgen, men natten mellem lørdag og søndag var der nogen, der havde taget vores kasser. Vi ved, at de er blevet afleveret, for det har firmaet dokumenteret med fotografier, fortæller Ib dam Schultz og føjer til: – Det er ærgerligt, at sådan noget sker i et stille villakvarter. Jeg håber da, at de, der har taget maden, vil nyde den, selv om jeg nok også håber, at vedkommende får et ben galt i halsen.