Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, onsdag den 24. september 2025

Ribe Rotary Klub kom først med Ribe-området vælgermøde.

Tirsdag aften havde Rotary inviteret fire kandidater, der for første gang stiller op til det kommende kommunalvalg den 18. november. De fire var Henrik Bro Lund (M), Alexander Vasylyeva (V), Signe Jørgensen (A) og Martin Østergaard Olsen (C).

De fire meget engagerede kandidater kom godt rundt om en række meget aktuelle og vigtige emner som: hvordan gør vi Esbjerg Kommune mere tiltrækkende for nye beboere, forbedringer af pædagogiske og fysiske forhold i skoler og daginstitutioner, håndtering af de miljømæssige udfordringer, bedre forhold for frivilligt arbejde og for kommunens ansatte m.m.

De spirende kommunalpolitikere var enige om meget, men naturligvis, som deres partier, var der også uenigheder imellem dem. De var især enige om at samarbejde, og at komme til at blive “et frisk pust i Byrådet”.

Rotary-klubbens vælgere var spørgelystne og udfordrende. Især Socialdemokratiets budgetforslag om at genindføre dækningsafgiften for erhvervsejendomme fra 2029 fik, forståeligt nok, ikke megen tilslutning i Klubben.