Tekst Hasse Jørgensen, foto Folmer Iversen, onsdag den 3. september 2025
Fire danske arkitektfirmaer skal nu konkurrere om det bedste forslag til en indvendig restaurering af Ribe Domkirke.
Det er en stor og helt særlig opgave at arbejde med en så unik og vigtig del af Danmarks kulturarv. Derfor har opgaven været i EU-udbud, hvor firmaer har kunnet søge om at blive prækvalificeret til at deltage i konkurrencen.
Ni firmaer søgte, og man har nu valgt de fire, som er blevet indbudt til at komme med et forslag til løsning af opgaven. Det har været et krav, at ansøgerne skulle være en arkitektvirksomhed, og udvælgelsen er sket på baggrund af en samlet vurdering af ansøgerens faglige kompetencer, erfaringer fra sammenlignelige projekter og dokumenterede arkitektoniske stærke og relevante referencer.
Opgaven er spændende men også kompliceret på grund af bygningens alder og rummer bl.a. nyt varmeanlæg, gulvbelægning, belysning og lyd, nytænkning af indgangene til domkirken, nyt receptionsområde (betjening af turister) og nyindretning af sekundære rum som præsteværelse, rengørings-/depotrum. Men både Ribe Domsogns Menighedsråd, projektets styregruppe og de støttende fonde ser frem til at modtage forslagene fra de fire firmaer, der alle betragtes som meget kvalificerede til at løfte opgaven. Uden for selve konkurrencen ligger opgaver som istandsættelse af murværk, kalkning, konservering af al historisk inventar og arkæologiske udgravninger.
Den sidste store istandsættelse af landets ældste domkirke fandt sted i perioden 1883-1904. Det er således mere end en 100-års begivenhed, man nu starter. Men denne gang forventes perioden dog ikke at strække sig over så lang en årrække.
De fire arkitektfirmaer med tilhørende underrådgivere, der er inviteret til at deltage i selve projektkonkurrencen, er (nævnt i alfabetisk rækkefølge):
E+N Arkitektur, Aarhus, Jørgen Overbys Tegnestue, Gram, Rønnow Arkitekter, København og VMB Arkitekter, Aarhus.
Fristen for indsendelse af konkurrenceforslagene er d. 24. okt. 2025. Herefter vil forslagene blive bedømt af en dommerkomité bestående af projektets styregruppe suppleret med fagdommere. Man stiler efter, at vinderen af konkurrencen og dermed projektets totalrådgiver kan offentliggøres ved årsskiftet.
Den endnu foreløbige tidsplan viser, at de arkæologiske udgravninger formodes at kunne begynde om et år, og at kirken vil være lukket i perioden september 2027 – marts 2029.
Projektet er generøst støttet af: Den A. P. Møllerske Støttefond, 100 mio. kr., Augustinus Fonden, 20 mio. kr., Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, 20 mio. kr. og William Demant Fonden, 4,8 mio. kr.