Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, torsdag den 11. juni 2026
Hvis Esbjerg Byråd som et forsøg skal holde fire byrådsmøder udenfor rådhuset i Esbjerg, vil det anslået koste mindst 186.000 kroner. Det er væsentligt mere end de 20.000 kroner, forslagsstilleren, Peter Nikolajsen (LA), havde forestillet sig.
Peter Nikolajsen begrundede sit forslag med, at byrådet er for langt væk fra borgerne og at der forsøgsvis skulle holdes to byrådsmøder i Bramming-området og to på Ribe-egnen.
Venstre stillede forslag om, at forslaget skulle sendes til drøftelse og økonomisk beregning i økonomi- og bosætningsudvalget, og forvaltningen blev bedt om at lave en beregning over udgifterne.
Det er den beregning, der nu foreligger, og som behandles i økonomi- og bosætningsudvalget førstkommende mandag.
Det er formentligt en kendt sag, at byrådsmøderne streames, så alle med en computer kan følge byrådsmøderne live.
Hvis byrådsmøderne skal flyttes ud, skal der teknik med, og firmaet Wauw har anslået at udgiften til det tekniske vil løbe op 42.560 kroner per møde, hvortil kommer, at forvaltningen anslår, at der skal en eller to medarbejdere fra Edb-afdelingen med ud til møderne for at styre teknikken. Det vil koste omkring 4000 kr. per møde. Hertil kommer, at der skal betales husleje og prisen her vil variere alt efter hvilken lokation, der vælges.








































































