Tekst: Peter Holm Lindgaard
Foto: Peter Holm Lindgaard
Sibelius på besøg i Domkirken
Kan musik virkelig påvirke verdenssituationen? spurgte Esben Tange, leder af Langgaard festivalen den propfyldte domkirke på festivallens første aften. Tjah – historien har det med at blive sand, jo flere gange den bliver fortalt, og sådan endte det formentlig også med Finlandia. Et berømt stykke musik, skrevet af den finske komponist og senere nationalhelt Jean Sibelius i 1899. Finland har i godt 100 år levet med frygten for, hvad den russiske overmagt på den anden siden af grænsen måske kunne finde på. Angrebet på Ukraine er et levende bevis. Under 1. verdenskrig rev finnerne sig løs fra det russiske hertugdømme. Ikke underligt, at Finland sidste år rekordhurtigt blev indlemmet i Nato.
Torsdagens koncert med det franske ungdomssymfoniorkester Orchestre Français des Jeunes, der består af en række af Frankrigs største unge musikalske talenter, blev sat i gang med værket Finlandia. De unge franskmænd leverede en pompøs og autentisk fremførelse af det legendariske værk. Messingblæserne var i topform, det tunge finske sindelag afløst af de lette strygere, træblæserne, det dansende, melodiske, friheden – den finske nations selvstændighed. Publikums begejstring vågnede. Friheden var sluppet løs, og det næsten 100 mand store orkester varmet op.
På podiet stod den danske Michael Schønwandt, der siden 2021 har været det franske orkesters chefdirigent. Kemien mellem de unge musikere og den 69 årlige dirigent fejler tilsyneladende intet. Efter Finlandia slap musikerne for alvor vildskaben løs med Chaminades eksotiske ballet Callirhoë. Og inden pausen spillede orkestret en stolt, ja nærmest patriotisk version af Rued Langgaards Symfoni nr. 12 Hélsingeborg.
Herefter steg dramatikken og melankolien en tand yderligere med fremførelsen af Langgaards smukke komposition Sfinx, der så godt som lydløst blev akkompagneret af lysdesigner Lene Juhls nærmest klaustrofobiske stemninger på de kalkede vægge. Publikums begejstring blev prompte omsat i spontane udbrud, begejstret hujen og lange stående ovationer.
Aftenens musikalske højdepunkt var for mange af de fremmødte nok Sibelius’ symfoni nr. 2. Et fantastisk værk i D-dur – et værk, der elegant bevæger sig på kanten af det romantiske, men dynamisk er rundet af Sibelius’ tyngde – en massiv tematisk rygrad, der gennem fire solide satser sættes på plads i en finale, hvor følelserne er i frit udbrud. De franske musikeres energiske fortolkning smittede på alt og alle – og gav genlyd. Passionen for de skandinaviske værker kunne ikke skjules – ej heller publikums begejstring – en øredøvende applaus, hvor Michael Schønwandt efterfølgende adskillige gange blev kaldt frem på podiet.
En koncert med masser af ung musikalsk energi og nordisk skønhed. Meget flot start på en lovende festival. Lad os håbe det holder. Det unge symfoniorkester og Michael Schønwandt kom i øvrigt direkte fra en koncert i Berlin, hvor begejstringen ifølge rygterne nåede samme højder som ved torsdagens koncert i Ribe. Godt at høre.
