Tekst, Foto & Collager: Johnny Tauman
8. juli 2025
Hvis dine venner siger om dig, at du danser som en stol med ben, så skal du vide, at du IKKE er diskvalificeret til at melde dig til Kom og Dans, når der afholdes begynderkursus i august. Du savner nok bare noget bevægelse eller elegance.
Da Finn Guldborg meldte sig til prøvetimer i Kom og Dans, savnede han specielt timingen i sine bevægelser. Da danserne mødtes anden gang, så havde han stadig udfordringer – fødderne ventede stadig på rytmen fra sidste uge.
Kom med for tretten år siden
I dag er det helt anderledes. Finn har kæmpet sig gennem samtlige niveauer og hold – og også deltaget i nogle TEMA-danse. – Ja det er faktisk tretten år siden jeg med to smukke, men også urokkelige granitsøjler påbegyndte rejsen, som har skabt megen glæde og sammenhold.
Finn fortæller lige mulighederne for at dygtiggøre sig:
Efter begynderholdet er der mulighed for at deltage på et fortsætterhold.
Derpå følger – hvis interessen stadig er tilstede – Videregående 1 og Videregående 2. Endelig vil der ”til sidst” være diverse TEMA-danse, som man kan melde sig til.

Kom og Dans fylder 30 år
Den lokale Kom og Dans Ribe danseforening har været på omkring hundrede medlemmer inklusiv de passive, men i foråret har der været knap tyve procent færre på Dansegulvet i SeminarieHuset. – Sådan har det været i mange sæsoner, forklarer Finn, der også selv nyder foråret og forsommeren, men ikke uden dansesko.
Fire nøglepunkter
Der er fire præcise udsagn for indholdet og forventningerne – eller med andre ord – Nøglepunkter:
- Ingen erfaring nødvendig: Mange kommer alene og uden dansebaggrund – og efter bare tolv gange kan de danse! Og i princippet siger man ikke nej, når man bliver budt op!
- Socialt fællesskab: Der lægges stor vægt på det sociale, og man skifter dansepartner ofte, så man lærer hinanden at kende.
- Gratis prøvetimer: Nye hold starter i januar og august, og der tilbydes gratis prøvetimer for nye.
- Frivillighed og glæde: Foreningen drives af frivillige, og formålet er at skabe glæde, bevægelse og fællesskab.
To opvisninger ved DanHostel
Finn fortæller, at Kom og Dans har planlagt to arrangementer ved DanHostel i Ribe – tirsdagene d. 12. og 19. august (begge gange fra 18:30-20:00). Deltagerne til opvisningsdansene vil være både erfarne dansere og nogle, der kun har sanset en sæson.
Prøvetime 20. august
Onsdag d. 20. august er der GRATIS PRØVETIME, hvor interesserede blot skal møde frem i SeminarieHuset kl.19:00-20:30. Og ugen efter – samme tid og samme sted, vil den sidste GRATIS PRØVETIME blive gennemført.
Hvis du drømmer om at danse fejlfrit swing og rock´n´roll efter tolv danseaftener begynde at øve, så må du allerede nu godt begynde at tænke lidt på koordinerede bevægelser, så du ikke ligner en elefant på glatis.
Nå spøg til side! Du kan også få nogle gode venner og måske være med til at deltage i byggeriet af vognene til Tulipanoptoget 2026 – og sikkert også danse med på turen gennem byen. Et er sikkert! På en eller anden måde vil alle kvinder som mænd hurtigt opleve glæde og succes.