Tekst & Foto: Johnny Tauman
6. juli 2025
Der gik et sus gennem det store telt på Hovedengen, da årets vinder for den flotteste vogn i Tulipanoptoget blev afsløret med ordene: – En smuk fortælling – elegant udført. En helt igennem værdig vinder.
Repræsentanter fra ”Kom og Dans”, der undervejs på ruten havde givet smagsprøver på Swing og Rock´n Roll til HM Kongens seks topsange fra hans personlig hitliste, modtog gevinsten på 7.000 kr.

Mange medlemmer fra Kom og Dans bakkede om Tulipanoptoget
– Efter andenpladsen i 2024 fandt vi i år det koncept, som med et mulehår kunne vippe Høm-Seem U.I.F. af tronen, fortæller en stolt, men også fattet Finn Guldborg, da RYK IND RIBE var besøg i hjemmet på Sønderbyvej i St. Darum. – Jeg brugte en del forberedelse på at få skabt de rigtige dimensioner på figurerne af Dronning Margrethe II og HM Kong Frederik, samtidig med at der skulle være en bevægelse indbygget i anhængeren.

En vaks smed sørgede for at skabe anhængeren med gearudveksling
Der var også genbrug i årets vindervogn – nemlig de fantastiske og realistiske ansigter. – Jeg skabte i 2024 nogle hoveder i flamingo, da de var lettere at forme end i papmaché, afslører Finn, der begyndte med at skabe HM Kong Frederiks ansigt som det første. – Det var vanskeligt, men da først skægget var på plads, så gik det fremad.
Skabt i Darum – Samlet i Ribe
Figurerne blev skabt i en lade i St. Darum og underkroppene monteret på vognen. Senere blev de forskellige elementer kørt til Ribe, hvor de blev samlet i en hal hos plastvirksomheden M.P. Plast på Ørstedsvej og fik de sidste servietter placeret i hønsetrådnettet. – Vore beregninger holdt stik, selvom det på et tidspunkt så ud til, at vi ville mangle grå servietter, fortæller Finn, der her giver et kort overblik med antal personer, som har været med til at skabe vinderprojektet i årets kategori: Royal.

Detaljerne skal bare være på plads
Selve skelettet har jeg stået for sammen med Trine Kjær Larsen – og da der skulle placeres servietter var vi samlet 12-14 personer to gange. – Vi arbejdede koncentreret 2 – 2½ time og hyggede os med kaffe og kage. I Ribe var der omkring 20 personer til at færdiggøre vognen med anhænger.

Utroligt smukke figurer
Trine nyder at se Finn agere som multikunstner, hvor de begge nyder at tage billeder til deres fælles Galleri Bag Diget. – Vi ser forskellige motiver i naturen på cykelture fra hjemmet til Darumdiget – og cykler gerne ture til Kongeåslusen og Ribe Kammersluse.

Smukt Galleri i den gamle staldbygning – både Finn og Trine leverer billeder
Finn og Trine har anskaffet en professionel farveprinter, hvor de mange eksempelvis fuglemotiver bliver printet i fornem kvalitet. – Selve monteringen og indramning står Finn for, forklarer Trine med et smil.
Fremtiden – og symbolikken
Og tilbage til visionerne for Tulipanoptoget næste år: – Nu må vi se, om vi igen falder i dommernes smag og inden for det TEMA, som bliver meldt ud! Vi havde første gang bevægelse med, da temaet var Elvis, mens også da temaet var Eventyr.
Kom og Dans havde valgt Oslo, da temaet var Europæiske Hovedstader. Dansen har udspring herfra, men symbolikken ramte ikke plet dette år.
Et andet år var vores tema Radio Mercur, der spiller nogle af de sange og melodier, som falder godt ind i Swing og Rock´n Roll.

Varmede op med dans i skolegården før turen gennem Tangekvarteret
Finn har danset i 13 år
I løbet af de næste dage kommer en artikel om at begynde som danser hos ”Kom og Dans”.
Finn fortæller, hvordan han selv oplevede at begynde ”som en hund i et spil kegler”.
Efter et medlemskab på 13 år i Ribe afdelingen er han blevet en ganske habil danser og har forladt ”at danse med bly i skoene”.