Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, mandag den 14. april 2025

Livet går ikke altid, som man håber på. En læresætning, som de fire venner og hovedkarakterer må sande og erkende i den italienske film ”De smukkeste år”, som Ribe Filmklub viser i seniorBio den 22. april kl. 16.15 i fællessalen på seminarieHuset med gratis adgang for alle.

Tre drenge – Giulio, Paolo og Riccardo – og pigen Gemma møder hinanden som teenagere og udvikler et stærkt bånd i det sommerlige Italien i 80’erne. Da voksenlivet begynder sit indtog, skifter alliancerne i venskaberne, og langsomt driver de alle fra hinanden.
Ved et tilfælde bliver kontakten genoptaget, og de fire venner står nu små 40 år senere og kigger tilbage på hinanden, og hvad livet har budt dem.
De fire skuespillere kommer på en følelsesmæssig rutsjebanetur, som forplanter sig til publikum, og vil vække genkendelse hos alle, som har oplevet en flig af ægte kærligheds sødme og den til tider bitre eftersmag af tab. Men budskabet i ”De smukkeste år” er, at livets alvor og glæder er til for os alle. Det handler bare om at række ud efter det og acceptere, at man kan miste det hele igen.
Jyllands Postens anmelder skrev: “En perle fra et generelt i danske biografer overset filmland”.

Med denne film slutter Ribe Filmklub forårsprogramme men er tilbage til efteråret i september med en række nye film på programmet. Ribe Filmklub er resultatet af et samarbejde mellem Biografforeningen Dagmar og Ribe Bibliotek. Filmene i seniorBio vises i samarbejde med Ældre Sagen i Ribe.