Tekst Hasse Jørgensen, søndag den 12. januar 2025

En ret kuriøs fransk ejendomsanordning er afsættet i den franske film ”Min lejlighed i Paris”, som Ribe Filmklub viser i seniorBio den 21. januar kl. 16.15 i Fællessalen på seminarieHuset som sædvanlig med gratis adgang for alle.
Konceptet ’viager’, som ejendomsanordningen er omfattet af, går ud på, at man køber en ejendom, men i stedet for et engangsbeløb betaler man en månedlig afgift til sælger. Man kan ikke overtage ejendommen med det samme, men er nødt til at vente på, at sælger afgår ved døden!
”Det er et sindssygt spil. I satser på, at folk dør,” som hovedpersonen Mathias Gold (Kevin Kline) siger. Han er en lapset amerikaner, der rejser til Paris for sine sidste småpenge, da han fra sin far har arvet en lejlighed i lysets by.
Det viser sig at være en vidunderlig, omend småforfalden lejlighed i to plan med et mylder af værelser og en lille have midt i Marais-kvarteret, og den er mange millioner euro værd.
Der er bare det problem, at 92-årige Mathilde Girard (Maggie Smith) bor i lejligheden med sin datter Chloé (Kristin Scott Thomas) – og ifølge viager-systemet ejer moren lejligheden indtil sin død. Den gamle madamme har simpelthen overlevet køber, Mathias’ far. Og oven i baretten er Mathias nu tvunget til at betale hende 2.400 euro om måneden.
JyllandsPosten skrev: “filmen er fascinerende, besættende og fra første til sidste billede – og mod slutningen – stærkt bevægende”.
Biografforeningen Dagmar driver Ribe Filmklub i samarbejde med Ribe Bibliotek. Filmene i seniorBio vises i samarbejde med Ældre Sagen i Ribe.