Tekst og fotos: Hasse Jørgensen. Mandag den 4. juni
Forberedelserne til sejladsen med det gode skib Martha på Ribe Å fra Ribe til Kammerslusen og senere på Vadehavet fra Ribe til Fanø, er godt i gang.
Forberedelserne består bl.a. i, at der laves en film om sejladsen mellem Ribe og Fanø, og der blev lavet rigtig mange optagelser til denne film i går, hvor Bjarne Kiholm med sin gamle redningsbåd Viking fra Storebæltsfærgen Romsø sejlede en delegation fra Kammerslusen til Fanø. Blandt dem var borgmester på Fanø Sofie Valbjørn (Alternativet).
Også Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V) skulle have været med, men mange møder mandag forhindrede dette.
Til gengæld var byrådsmedlemmerne Preben Rudiengaard (V) og Anders Rohr Jørgensen (V) mødt op til optagelser på Skibbroen.
Skipper på Martha, Anker Ansbjerg, fortæller, at i gamle dage skulle skibe, der skulle anløbe Fanø, registreres på Toldboden i Ribe, hvorefter de kunne sejle videre.
– Og det er den sejlads, vi skildrer i en film, der får en varighed på mellem en halv time og tre kvarter. Filmen får titlen fra Toldboden til Børsen.
Børsen refererer ifølge gamle artikler til et samlingspunkt i Sønderho, hvorfra der var god udsigt til fastlandet. Her samlede unge og ældre – ja sågar også af og til kvinder – for at mødes og udveksle nyheder. På Børsen blev der bygget et skur af træ fra et strandet skib. Børsen fik sit navn, fordi det var her, der blev udvekslet vigtige økonomiske informationer ligesom på eksempelvis Hamborg Børs.
Anker Ansbjerg fortæller videre, at det gode skib Martha, der er 43 år gammelt og gennemrestaureret, officielt bliver søsat og navngivet lørdag den 30. juni ved Skibbroen i Ribe, hvor Martha foreløbig får sin placering.
Indtil videre skal skibet kun sejle på Ribe Å, da havnen i Sønderho endnu ikke er uddybet.
Anker Ansbjerg fortæller, at det arbejde ventes påbegyndt i efteråret.










































































