Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 24. januar

Man kan roligt sige, at det er lysten, der driver værket, når man taler om Bettina Holmquist. Hun er damen bag den forestående weekends store strikke og hæklefest på Vadehavscentret i Vester Vedsted, hvor også Vester Vedsted Vingård og forsamlingshuset er inddraget.

Bettina Holmquist lægger ikke skjul på, at hun selv holder meget af både at strikke og hækle, og hun udvikler selv opskrifter, der kan ses og købes på hendes hjemmeside.

Interessen for håndarbejdet er så stor, at hun ud over hækle- og strikkefestivalen også laver to årlige kunsthåndværkermarkeder dels i Vester Vedsted og dels i Risskov i Århus.

– Belært af erfaringerne fra sidste års Kreative Marked på Vadehavscentret, hvor der var rigtig mange besøgende, er markedet som en del af hække- og strikkefestivalen nu udvidet til både lørdag og søndag, hvor endnu et lokale er taget i brug på Vadehavscentret. Her finder man masser af garn, strikke-hæklekits, smykker, keramik og meget mere, så der er også “guf” til dem, der ikke strikker og hækler selv, fortæller Bettina Holmquist.

På Vadehavscentret har man selvfølgelig også mulighed for at se de spændende udstillinger “Trækfuglenes Vadehav” og “Vadehavsfortællinger”, og der er nedsat pris på dagsbilletterne, ligesom børn op til 12 år og årskorthavere har fri entre.

Sideløbende med Det Kreative Marked er der masser af strikke-og hækleworkshops i gang, og lørdag aften er der “Aften-Strikke-Hækle-Højskolefest” med foredrag, festmiddag, højskolesang og strikke-hæklecafe.

– Jeg er superglad for og taknemmelig over, at så mange har hjulpet til med at gøre opmærksom på Strikke-Hæklefesten. Det handler om alt fra at like/dele på Facebook til Ribes Broderi- og Garn, der giver en rabatkupon til alle workshopdeltagere, Ribe Byferie der aktivt har brugt eventen i deres markedsføring, avisartikler, Ribe Handelsstandsforening, der bakker op om arrangementet og meget andet.

– Jeg kan se på tilmeldingerne, at mange deltagere kommer udenbys fra, og det vil butikker, restauranter, museer og overnatningssteder i Ribe helt sikkert også få glæde af i en tid, hvor der ikke er så mange turister i Ribe, siger Bettina Holmquist.