Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 2. febr.

Ribe Kunstmuseums udlånte billede ”En barnedåb” er vendt hjem til museet sammen med den med spænding ventede udstilling ”Michael Ancher og kvinderne fra Skagen”. Og det blev i sandhed markeret på museet.

Ferniseringen lørdag formiddag blev et tilløbsstykke, hvor over 150 mennesker deltog, og de fyldte tre sale på museet.

Bestyrelsesmedlem og æresborger i Ribe, direktør for Ny Carlsbergfonden, Hans Edvard Nørregaard Nielsen blev budt velkommen af formanden, Jens Henriksen.

Det var da også et flot arrangement, museet havde lavet. Kunstnermiljøet på Skagen har givet anledning til mange historier og anekdoter, og en af de, der virkelig kender dette miljø, er Malene Schwartz, der er barnebarn af Alba og Otto Georg Schwartz. Parret drog i 1899 fra hovedstaden til Skagen, hvor han blev borgmester, og parret blev en del af kunstnermiljøet.

Malene Schwartz har skrevet en familie krønike om dette spændende par og tiden i Skagen, og ved ferniseringen fortalte hun levende og underholdende om, hvordan ægteparret Schwartz kom til Skagen og forventede den helt store modtagelse. Virkeligheden var dog en anden.

 Malene Schwartz og Dagmar Warming på talerstolen.

Direktør for kunstmuseet, Dagmar Warming, nævnte i sin introduktion af udstillingen ”Michael Ancher og kvinderne fra Skagen”, at den er en af fire særudstillinger, som museet viser i år. Udstillingen er lavet i et samarbejde med Skagens Kunstmuseer og Den Hirschsprungske Samling.

Udstillingen er åben for publikum fra i dag søndag, og der er virkeligt tale om en meget spændende og seværdig udstilling, der også viser andre sider end de, Michael Ancher er mest kendt for. Udstillingen vises frem til den 28. april.

En strandpromenade er blandt de udstillede værker.