Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
2. januar 2021
(fjerde del af fire)
Mange ville sikkert få sved på panden med at ajourføre en hjemmeside og sikre en lind strøm af nyhedsbreve i et lokalsamfund, men sådan er det ikke for Egon Christensen i Roager. Ja, faktisk er han webmaster for hele 5 hjemmesider og en række Facebookgrupper. – Jeg har altid nydt at arbejde med de digitale medier, hvor der er ikke er krav om faste udgivelsesdatoer – og hvor brugerne er gode til løbende at levere stof, siger Egon Christensen til RYK IND RIBE, og fortsætter: – Der skal kun opslag op, når der er en lokalaktivitet eller info fra kommunen, og det passer som fod i hose til min stress, som er beskrevet i en tidligere artikel. – Og skal der et foto med, så er jeg klar, lyder det fra Egon, der herunder søgte motiver ved en konkurrence med grandækning på kirkegården ved Roager Kirke i efteråret 2019.

Hjemmesider og Facebookgrupper
2020 har som for alle andre mediefolk været lidt af en uriaspost, forklarer Egon: – Først er der sendt rigtig mange Nyhedsbreve ud med arrangementer – og senere samme antal med aflysninger som følge af Covid-19. I Egons ”hule” i hjemmet på Lundsmarkvej styres hjemmesider for Roager Sogn, Spandet Sogn, FDF Spandet-Roager, Roager Medborgerhus og så hans egen side, som ikke er særlig aktiv.
Og ikke nok med det, så håndterer Egon Facebookgrupperne for FDF Spandet-Roager og Roager Sogn – seneste skud på rækken er opslag på infotavlen i Dagli’Brugsen. Sidstnævnte klarer selv sin Facebookgruppe – og søger kun sparring hos Egon.
Lokalarkiv fik plads i Medborgerhuset
I Roager fik man for en række år siden sit Medborgerhus – og dermed også plads til Lokalarkivet.

Landsbyplanen fra 2010-11 havde markeret ny bygning (Dronefoto: Ove Detlevsen).
Det var ikke en ny idé, der pludselig opstod – den havde været længe undervejs, men fik ny næring, da et Medborgerhus skulle erstatte det gamle forsamlingshus på den grund, hvor Roager Skole havde ligget. Allerede i Esbjerg Kommunes Landsbyplan for Roager fra 2010-11 var der på kortmaterialet markeret, hvor det nye samlingspunkt skulle ligge. Genopfrisk planen ved at trykke HER .
Der er 4 aktive medlemmer i Arkivet. Udover arkivleder Egon Christensen er det: Kirsten Hansen, Michael Jessen og Bent Petersen.
- Arkivlederen er glad for faciliteterne i Medborgerhuset
– Det er meningen, at al foto- og filmmateriale, jeg har lavet gennem årene, med tiden vil blive overdraget til arkivet, lyder det fra Egon: – Og der er faktisk rigtig, rigtig meget – se blot på et enkelt tema som FDF. Her ligger der utallige fotooptagelser fra møder, sommerlejre og landslejre.
- Roager Skole (foto: Egon Christensen)
- Fantastisk Medborgerhus med mange aktiviteter og Lokalarkivet.
FDF-formanden kom i menighedsrådet
Ved efterårets valg til det nye fælles Menighedsråd for sognene i Roager og Spandet stillede Egon Christensen op – og blev valgt: – Mine bevæggrunde var, at jeg kunne gøre en forskel ved at fastholde og optimere det enestående samarbejde, jeg har oplevet som FDF-leder – både med menighedsråd og den lokale præst Therese B. Solten.
Egon pointerer, at han er ikke kommet i menighedsrådet for at revolutionere noget, men i fællesskab med de øvrige medlemmer at få skabt en bæredygtig fremtid for de to sogne / kirker. – Og så er det jo et plus, at jeg kender de øvrige medlemmer i menighedsrådet.
Og for lige at opsummere FDF-tilhørsforholdet. Egon har været med i 23 år – heraf 17 som kredsleder.

– Støt Dagli’Brugsen!
Da snakken kom ind på Dagli’Brugsen, så var Egon klar i spyttet: – Vi har en super god forretning her i Roager, hvor den tidligere uddeler fik vendt ”skuden” og nu har overdraget styringen til sin datter med borgernes opbakning. Hvis Brugsen skulle lukke, så er det borgerne, der gør det.
Egon tror på, at Dagli´Brugsen består i mange år endnu. Skulle det utænkelige ske, så er de fleste også vant til at handle andre steder, men må så køre langt efter dagligvarer. Så opfordringen er klar – handl lokalt.

Det er ikke sådan, at Egon er pakket ind i vat, men han passer på sit stressniveau – og lever i harmoni og balance.
Tak for ærlig livsberetning
RYK IND RIBE vil sige tak til Egon Christensen for en levende og ærlig beretning, som vi har publiceret i fire artikler. Der er kommet rigtig mange, mange oplysninger og fortællinger på skrift. Og da vi skulle til at slutte snakken, som kom der lige et par ekstra historier.
Og så var der lige….
– Det skal lige nævnes, at jeg i ca. 25 år har været formand i først Roager Sogns Beboerforening (blev nedlagt pga. manglende medlemstilslutning trods blot 50 kr i kontingent for 2 år), og siden i Roager Landsbyråd med repræsentation af et medlem fra hver forening i sognet.
Siden Egons stress-sygdom, der startede i 2013 har Knud Erik Thuesen har overtaget møderne med Lokalråd Ribe Syd og Esbjerg Kommune. – Jeg fungerer stadig lokalt som formand, men fungerer udelukkende som koordinator, opsummerede Egon – og kom så lige i tanke om endnu en anden ”ældre” opgave.
Og film om butikstyveri….
Egon var i en periode omkring 1991 formand for Ribe-Egnens Videoklub, som havde et lokale ved Lynddahl Plast. – Vi lavede her bl.a. optagelser fra Tulipanfestugen samt film om butikstyveri (det var dengang sammen med bl.a. Marcus Jessen).
– Og så var der også…
Men det må blive en anden god gang!
- Mange bryllupper, dåb og andre kirkelige handlinger er foreviget gennem Egons objektiver
Mange bryllupper, dåb og andre kirkelige handlinger er foreviget gennem Egons objektiver
Fortælling i fire dele:
1. Barndom – skolegang – ungdom
2. Fotografering og videoproduktion
3. Erhverv, familie og største oplevelser
4. Lokalarkiv, hjemmesider, FDF og menighedsråd











































































