Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, torsdag den 18. januar 2024

Trafikforholdene i den indre by og de planlagte to forsøg med trafikregulering over to gange seks uger i 2024 og 2025 giver anledning til stor debat i byen.

I et åbent brev til styregruppen bag trafikforsøgene, kommuneforvaltning, politikere og andet godtfolk, involveret i oplægget ifm. en evt. trafikregulering i Ribe Midtby, efterlyser fem navngivne personer svar på en lang række spørgsmål, som mange andre beboere i Ribe givetvis også går med.

Ikke mindst efterlyser de fem, Charlotte Schelde & Jesper Mikkelsen, Erik Menvedsvej 4/Hundegade 7B, Ribe, Per Sleimann, Bredeslippe 1-3, Ribe, samt Elle og Harald Rytz, Grønnegade 15-17 Ribe bedre information om de påtænkte foranstaltninger, og hvordan de i praksis skal udføres.                                                                                                                                                                  Vi har spurgt to af underskriverne, Harald Rytz og Jesper Mikkelsen, om baggrunden for det åbne brev.

– Ligesom mange andre borgere i Ribe afventer vi med spænding nærmere informationer om de foreslåede tiltag, med henblik på at begrænse trafikken i bykernen. Derfor dette åbne brev således, at vi alle på et oplyst grundlag kan tage stilling til planerne og det hensigtsmæssige i, hvorvidt det skal iværksættes, lyder svaret, og Harald Rytz og Jesper Mikkelsen fortsætter:

– Alfa og Omega omkring den påtænkte trafikregulering er, hvorvidt dette voldsomme indgreb i manges hverdag kan håndteres på en simpel og u-bureaukratisk måde. Vi tvivler.

Formålet er jo at mindske ikke mindst den tunge trafik i bykernen. Er det ikke OK?

– Ligesom mange andre i middelalderkernen ser vi selvsagt gerne, at den tunge trafik reduceres. Herunder også trafikken med de mange autocampere. På den anden side ønsker vi ikke at leve i et utilgængeligt og lukket Fort Knox, hvor gamle onkel Kaj fra Randers eller andre spontane besøgende skal igennem en besværlig godkendelses-procedure, enten hos kommunen, hos Easypark, eller et helt tredje sted, for at få lov til at besøge familie, venner og bekendte i Midtbyen.

– Der er i forvejen adskillige tomme butikker og restauranter i midtbyen. De foreslåede foranstaltninger skal nødigt føre til døden for flere erhvervsdrivende. Vi finder, at det vil være meget uheldigt, hvis Ribe nu skal deles op i et A og B hold, afhængigt af, hvorvidt man bor inden eller udenfor bykernen. Er det tanken at beboere i Tange, Nørremarken, eller Damhus skal have tilladelse fra et kontor i Esbjerg, for køre ind i deres egen by, her i Ribe?

Men er det ikke OK at stoppe uvedkommende trafik, som er et af formålene?

– Det hedder sig, at” uvedkommende trafik” skal forhindres. Det lyder forjættende. Men hvem andre end beboerne og bilisterne selv kan afgøre, hvorvidt kørsel er vedkommende?

– En afspærring giver rigtig mange udfordringer og vil genere de fleste. Vi vil tillade os at udtrykke vores tvivl om, hvorvidt initiativtagerne er opmærksomme på de mange utilsigtede udfordringer og gener, som en afspærring medfører.

Hvad er det for informationer, I mangler?

– For at tage stilling på et oplyst grundlag, har vi brug for mere konkret viden om, hvorledes Esbjerg Kommune har til hensigt at håndtere det praktiske.

– Der tales om en række foranstaltninger. Dels afspærring med bomme og dels andre forhindringer. Nummerplade scanning kender alle. Hvem afgør hvilke nummerplader, der giver adgang til det forjættede land? Hvor kommer sms koder ind i billedet? Hvem kan rekvirere disse, hvem kvalificerer til sms koder og hvordan håndteres det i praksis?

– Det siges, at nogle får ”automatisk” adgang, andre skal søge om adgang via en ”manuel behandling” hos Esbjerg Kommune. Der tales om adgang for besøgende med ”maskinel tilladelse” via Easypark. Og for at fuldende paletten tales der også om ”adgang via sms koder”. Det må forudsættes, at der tales om lav tekniske løsninger, som alle kan håndtere. Det vil sige via telefon eller sms uden brug af apps/smartphone/internet eller anden højteknologi, i alle døgnets timer. Alle borgere er ikke lige digitale.

– Alle tekniske løsninger går fra tid til anden i udu. Hvem åbner sluserne i givet fald, så man ikke mister sit fly fra Billund en tidlig morgen eller aften, eller en sundhedsaftale?  Det rækker ikke at henvise til Rådhuset indenfor åbningstiden mellem 10 og 16, eller til Easypark, som er notorisk kendte for deres utilgængelighed. Det må være et ubetinget krav, at der kan ringes til et servicekontor, som er bemandet alle døgnets timer.

Konkrete spørgsmål

I det åbne brev opremses der en række konkrete spørgsmål i forbindelse med de planlagte restriktioner.

Hvordan forholder det sig for beboere med midlertidigt/pludseligt behov for låne- eller lejebil?

Hvordan sikres adgang til roklubben for alle brugere, også dem der bor udenfor kernen?

Hvordan sikres uhindret adgang for hoteller og overnatningssteders gæster?

Hvordan sikres adgang for post og pakke-kurervogne med et utal af biler og chauffører?

Hvordan sikres fri og uhindret adgang for håndværkere der ikke ved i forvejen, hvilken vogn der benyttes?

Hvordan sikres adgang for redningskøretøjer, handicapkørsel, madleverancer, taxi/flexkørsel?

Hvor længe gælder en given sms kode, såfremt dette indgår som en del af løsningen?

Hvem er kvalificeret til at rekvirere sådanne koder?

Hvorledes sikres der fri adgang til de private p pladser i zonen, for såvel inden som udenbys biler?