Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, tirsdag den 18. februar

Alskens løjer, fest og forklædninger har i århundreder markeret fastelavn som optakt til den lange fasteperiode. I disse moderne tider er fasten gået i glemmebogen, men det er ikke tilfældet med traditionen at fejre fastelavn midt i vinterens mørke.

Traditionen med tøndeslagning og udklædning holdes stadig i hævd, og et par af de steder, det sker i Ribe, er i Toldbodens Gård, hvor Det antikvariske Selskab og Cafe Quedens står bag arrangementet, samt hos CB Auto på Industrivej, hvor en af hallerne ryddes for biler for at give plads til børn, forældre, bedsteforældre og andet godtfolk.

I Toldbodens Gård er der fra kl. 13 liflige toner, ligesom der er mulighed for at få frisket ansigtet op med glade farver. Kl. 14 er der tøndeslagningen, og når kattekonger og kattedronninger er kåret, bliver der uddelt præmier til de to bedst udklædte deltagere. Herefter serveres varm kakao og lækre fastelavnsboller i Toldboden. Atter i år sponsorerer Lise Frederiksen fra Café Quedens og Bager Møller fra Rådhuskonditoriet dette lækre traktement. Der er gratis adgang til arrangementet.

Også hos CB Auto vil der være lækkerier til deltagerne, og også her slås der katten af tønden.