Tekst Hasse Jørgensen, foto Johnny Tauman, tirsdag den 24. september

Farup Landsbyfælled har netop modtaget den glade nyhed, at foreningen har fået 21.500 kroner fra Nordea-fonden. Fonden har netop uddelt 1.296.465 kroner til 52 foreninger og institutioner i Region Syddanmark.

Støttemodtagerne, der tæller alt fra forsamlingshuse over idrætsklubber til sangforeninger, har fået støtte til præcis den aktivitet, der vil gøre en forskel i deres hverdag og for deres medlemmer.

De 21.500 kroner, der er givet til Farup Landsbyfælled, skal bruges til bænke og knagerækker i omklædningsrummene i det nybyggede fælleshus i Farup, der skal fremme aktiviteter i lokalmiljøet.

– Den gamle skole er revet ned og Farup Landsbyfælled er blevet bygget. Huset skal rumme alle de forskellige aktiviteter i Farup. Udover at være samlingssted for gymnastikforeningen, lokalarkivet og ungdomsklubben, bruges huset også af fodboldklubben og lejes ud som forsamlingshus. Støtten skal gå til bænke og knagerækker til omklædningsrummene, så stedet får de funktioner, der bidrager til, at man har lyst til at komme, fortæller Dorte Pedersen, bestyrelsesmedlem i Farup Landsbyfælled, i en pressemeddelelse fra Nordea-fonden.

Videre hedder det: ”Det har givet et kæmpe sammenhold at bygge huset. Der er blevet brugt mange frivillige timer på det, og der er stor lokal opbakning. Vi er nu i gang med at starte mange forskellige aktiviteter op i huset, når vi nu har rammerne på plads. Vi vil gerne løfte aktivitetsniveauet og lave endnu flere aktiviteter herude sammen”

Nordea-fonden støtter foreninger og organisationer til fællesskabsorienterede projekter og aktiviteter, som skaber gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur. Hvert år uddeler fonden 25 mio. kr. til over 1.300 foreninger.

– Nordea-fonden har et almennyttigt formål, og derfor er det vigtigt for os at bakke op om initiativer, som styrker det lokale fællesskab. Vi håber, flere foreninger og andre non-profit organisationer har lyst til at søge vores lokalpulje, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

Alle almennyttige foreninger og organisationer kan søge fonden om op til 100.000 kr. i støtte. Det typiske uddelingsbeløb er på 5.000-30.000 kr., der fx kan gå til foreningsaktiviteter, mindre events, udstyr til klubben eller lokale kulturarrangementer.