Tekst Hasse Jørgensen, foto Vester Vedsted Vingård, mandag den 8. juli

Det er kærligheden til musikken og glæden ved at fremføre gode sange, der ligger til grund for samarbejdet mellem de to musikere, far og datter.
Det er datteren, Isabella Meimburg, der som sanger og solist bruger sin far, Bo Maimburg, som akkompagnatør på klaver og guitar. Men når de spiller sammen, er de lige, og de inspirerer hinanden på hver deres måde.
Publikum vil på denne hyggelige aften høre jazzede sange, pop sange, klassikere og meget meget mere. Isabella og Bo har flere gange spillet til fødselsdage, bryllupper og begravelser, og her leverer de sange, som rører publikum, og det er en glæde for dem begge.
Isabella har sunget siden hun fik et sprog, og hun har siden hun var knap tre år gammel brugt sangen i mange sammenhænge. Hun stod første gang foran et publikum, da hun var seks år gammel til en
skolefest på Valdemarskolen. Hun har gået til solosang i mange år, hun har været med i Ribe Rockkor og på Kulturskolens Talentlinje. Hun har også været en aktiv skuespiller i blandt andet Drakomir, og så har hun gået på Hoptrup Efterskoles Musiklinje.
Bo har spillet musik siden han var 10 år gammel, og han har igennem mange år været musiklærer i Ribe Musikskole og på Esbjerg Kulturskole. Han har været med til at stifte Ribe Rockkor og medvirket på flere lp’er og cd’ere.
Koncerten finder sted på restauranten på Vester Vedsted Vingård torsdag d. 11. juli 19.30-20.30 og er 2. koncert i rækken af sommerens torsdagskoncerter. Prisen for Koncerten er 50 kroner.
Der kan bestilles mad ved Vingårdens Bord inden koncerten, og menuen lyder på poulet rôti fra stenovn, kartofler,der har ligget under kyllingen og trukket af den dryppende saft, dejlig salat, hjemmebagt brød med dyppelse til 189 kroner. Maden serveres fra kl 18.00-19.00. Maden bestilles på vingården.