Tekst og foto Hasse Jørgensen. Tirsdag den 22. jan.
I den kommende weekend, 26. – 27. januar, løber en helt ny, stor event af stablen i V. Vedsted, hvor Bettina-Holmquist.dk arrangerer en stor Strikke-Hæklefest.
Arrangementet vil finde sted på både Vadehavscentret og på Ungdomshøjskolen ved Ribe, og det er muligt at deltage i lidt eller meget.
Kreativt marked
Lørdag vil der være et stort kreativt marked på Vadehavscentret, hvor mange spændende designere og garnbutikker udstiller, og hvor man kan svælge i lækre garner, spændende strikke-hæklekits, knapper, smykker, kernelædertasker og meget mere og selvfølgelig også se eller gense udstillingen Trækfuglenes Vadehav.
Der vil også være kræs for dem, der ikke strikker eller hækler selv.
Vadehavscentret har valgt at holde åbent hele weekenden, selv om de ellers holder lukket hele januar måned.
Mange workshops
Både lørdag og søndag vil der – fordelt på Vadehavscentret og Ungdomshøjskolen – være masser forskellige strikke-hækleworkshops, man kan tilmelde sig.
Lørdag aften har 90 strikke-hækleglade tilmeldt sig Højskole-Strikke-Hæklefesten med foredrag, festmiddag og Strikke-Hæklecafe på Ungdomshøjskolen ved Ribe.
– Jeg er selv vild med garn og med at strikke og hækle og vil gerne dele min glæde og interesse for dette med så mange som muligt, fortæller Bettina Holmquist.
– Det er fantastisk, at det har været muligt at tiltrække så mange spændende og kendte, udstillere, designere og undervisere til Vester Vedsted og jeg håber, at rigtig mange vil bakke op om arrangementet.
Mød de kendte
– Man kan være med til lidt eller meget og møde fx. Madam Munch, Charlotte Tøndering, Hanne Pjedsted, Charlotte Kaae, Mette Larsen, Lise Vaaben, Lillin Villadsen, Katrine Wohllebe og mange flere, som man måske kun kender fra bøger, blade og nettet.
– Der er spændende strikke-hækleworkshops på ALLE niveauer, og man skal ikke tro, at man skal være fantastisk dygtig for at melde sig. Man kommer jo for at lære nyt og/eller blive bedre til det, man allerede kan, og oven i købet får man mulighed for, i en mindre gruppe, at få yderst kvalificeret undervisning af kendte designere med stor undervisningserfaring.
– Man kan komme selv, eller fx. tage sin mor, sin nabo, sin kollega, sit teenagebarn, sin tante, eller sin nørklegruppe med. Det bliver næsten lige som juleaften.
– Jeg er meget glad for, at Vadehavscentret og Ungdomshøjskolen ved Ribe har taget godt imod min ide om et samarbejde, og jeg er selvfølgelig også glad for, at der er kommet rigtig mange tilmeldinger, siger Bettina Holmquist.
Fra nær og fjern
Deltagerne kommer fra nær og fjern som Brønderslev, Fakse, Ærø, Odder, København, Haderslev, Nykøbing F, Middelfart og selvfølgelig også fra Ribe, Esbjerg og omegn. Det er stadig muligt, at tilmelde sig en workshop eller to, hvis man er hurtig. Strikke-Hæklefesten er jo “lige om lidt”.
Læs meget mere om Strikke-Hæklefesten ved Ribe på www.bettina-holmquist.dk og/eller på Facebook: “bettina-holmquist.dk” og i begivenheden “Strikke-Hæklefest ved Ribe”
Fakta
Bettina-Holmquist.dk er en nystartet virksomhed, som bl.a. arrangerer to årlige Kunsthåndværkermarkeder hhv på Vadehavscentret ultimo oktober og i Risskov/Egå primo november samt Strikke-Hæklefesten d. 26.-27. jan. 2019.
Derudover kan du finde en del af Bettinas strikkeopskrifter på hjemmesiden www.bettina-holmquist.dk , og flere vil løbende komme til.










































































