Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, torsdag den 15. februar 2024

I 1887 blev den karakteristiske røde bygning i Sønderportsgade opført. Bygningen blev opført som gæstgiveri, og i alle årene siden har der været restauration og hotel på stedet.

Gennem årene har der været holdt mange fester på stedet, der har været danseskole, juletræsfester, bal for de unge på 40, stribevis af koncerter og mange andre ting i lokalerne.

For ti år siden overtog familien Toft det daværende Hotel Sønderjylland, og umiddelbart efter overtagelsen blev hotellet renoveret og genåbnet under navnet Hotel Ribe med Tinne Rieck som daglig leder.

– Hotellet blev købt af malermester Peter Riber, og vi har ikke et sekund fortrudt købet.

– Vi var ved renoveringen enige om, at vi skulle bevare det gamle og hyggelige i hotellet og dermed bevare bygningens atmosfære. Huset stammer fra 1887, og vores gæster giver udtryk for, at de virkelig godt kan lide den atmosfære, der er i huset, fortæller Tinne Rieck og fortsætter:

– Vi har rigtig mange gæster, der kommer igen og igen, hvilket vi er meget taknemmelige for. Vi vil gerne sige tak til vores kunder ved at invitere til et åbent hus fredag den 1. marts fra klokken 13 til 16, hvor vi er værter ved lidt godt til hals og gane.