Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 14. januar 2025

Familieafdelingen under kulturforeningen Quedens inviterer nu børn og voksne i biografen samtidig med, at foreningen er i gang med at forberede forårets aktiviteter. Dermed følger den unge familieafdeling op på sidste års succeser.

Biografforestillingen bliver fremvisningen af Bennys Badekar på søndag i multisalen i seminarieHuset. En film med nogle af de største danske navne som Jytte Abildstrøm, Peter Belli, Otto Brandenburg, Poul Dissing og Jesper Klein blandt mange andre.

Filmen varer omkring 40 minutter, og når den er overstået, bliver der mulighed for leg og kreative aktiviteter. Dørene åbnes klokken 13,30, filmen vises klokken 14, og det hele slutter klokken 16. Som andre af afdelingens arrangementer er også dette gratis og tilmelding er ikke nødvendig.

Arrangørerne lover, at det bliver en hyggelig familieeftermiddag, fortæller to af initiativtagerne, Celine Mongstad og Lotte Ilsøe.

De fortællere, at der er valgt en film på 40 minutter, fordi der er mange børn, der ikke kan sidde stille længere, og lokalet vil heller ikke blive helt mørkelagt under forestillingen, for det er der også nogle børn, der ikke brydere sig om.

– Og vi sørger også for nogle behagelige siddepladser i form af sækkestole ved siden af de almindelige stole, føjer Lotte Ilsøe til.

Aktiviteterne efter filmen vil relatere til denne med de farver og musik, som filmen indeholder.

Familieafdelingen under kulturforeningen Quedens blev startet, fordi en kreds af forældre ikke mente, der var nogle gode aktivitetstilbud til de mindste. Sidste år gennemførte afdelingen flere aktiviteter med overvældende tilslutning.

Og Bennys Badekar på søndag bliver optakten til en række arrangementer i foråret.

Den 22. februar bliver der ”papirdag” med en lang række aktiviteter, hvori papir er hovedindgrediensen. Succesen med en naturdag gentages i april, ligesom børnenes Sct. Hans, der også trak rigtig mange deltagere, bliver gentaget.

Datoen for naturdagen er ikke endelig fastlagt, men børnenes Sct. Hans holdes søndag den 22. juni. Sct. Hans aften er egentlig den 23. – en mandag – men for at hele familien kan være med, flytter forældreafdelingen festen til søndag.

Ryk Ind Ribe vender tilbage med mere om de kommende arrangementer.