Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, fredag den 24. april 2026

En falsk 500 kroner seddel er blevet indleveret i en forretning i Ribe, og sedlen er nu overgivet til politiet.

Den falske seddel blev brugt som betaling i BeautyBoxen i Hundegade i Ribe. Den ligner til forveksling en ægte 500 kroner seddel, men det viste sig, at sedlen er en lille smule mindre end de ægte.

Indehaveren af BeautyBoxen, Charlotte Schelde, fortæller, at hun først blev opmærksom på, at det var en falsk seddel, da hun sammen med anre sedler ville aflevere dem i en automat ved banken.

– Automaten blev ved med hele tiden at spytte sedlen ud igen, så jeg ringede til banken, og så fandt vi ud af, at den var falsk, hvorefter jeg afleverede den til politiet, fortæller Charlotte Schelde.

Sedlen har hun fået mellem den 6. og 21. april: – Jeg aner ikke, hvem jeg har fået den af, men det er helt givet, at det ikke er en af mine kunder, der med vilje har afleveret den. Den kunde, jeg har fået den af, har handlet i god tro og er jo egentlig også blevet snydt. Den seddel kan have været gennem mange hænder, inden den kom til mig. Men nu har jeg anskaffet et instrument, så jeg kan se, om der er tale om en falsk seddel, siger Charlotte.

Hos politiet oplyser man, at det ind i mellem sker, at der dukker falske pengesedler op. Ikke så hyppigt, som da der for nylig var en bølge af falske 20 kroners mønter. – Men det sker, og det er et problem for samfundet, og derfor tager vi også disse anmeldelser alvorligt, siger man hos politiet.