Tekst & Foto: Johnny Tauman
14. februar 2022
Sidst på formiddagen fangede RYK IND RIBE ejeren af Mandøbussen Preben Nielsen, mens han var beskæftiget med at demontere hjul på en af sine traktorer hos firmaet Steel Partners på Industrivej.
På værkstedet var en smed i gang med at montere sikre trapper på den vogn, som egentlig skulle have været taget i brug sidste sommer. – Det tog lidt længere tid med opbygningen af vognen, fortæller Preben Nielsen, der får monteret en trappe af samme model, som også anvendes på en anden vogn. Men til sommer er vi parat til at transportere turister til Koresand i en vogn, der med brede dæk har større stabilitet.
– Jeg er glad for muligheden for at arbejde hos Steel Partners, som har leveret en del af den ”bukkede” indmad til vognen, som herefter mangler at få taget belagt med tagpap, siger Preben Nielsen.
Koresand er en ca. 20 km2 stor sandbanke i Vadehavet sydvest for Mandø – og hvor man kan studere bla. sæler. Der er tale om en flot ø, som ved ebbe bliver landfast med Mandø og giver mulighed for at være der i indtil 3 timer.
Naturstyrelsen har besluttet, at Vadehavscentret i de næste fem år (fra 2021) vil stå for den erhvervsmæssige kørsel til Koresand i samarbejde med Preben Nielsen.