Tekst og fotos Hasse Jørgensen, søndag den 10. august 2025
Ribe-diget er en god beskytter mod havet, men det er også en god beskytter mod en skarp vestenvind, når der er planlagt en fællessang ved Kammerslusen.
Som denne søndag aften, hvor Marianne og Keld Andreasen for andet år inviterede.
Første gang, sidste år, blev fællessangen afviklet på diget, men det var vinden for skarp til denne aften, så arrangementet blev rykket ned i læ af diget, og det gjorde ingen skår i glæden for de omkring 125 mennesker, der deltog i arrangementet.
Flagene blafrede lystigt i vinden med den blå himmel som baggrund, da musiker Peter Gerlov og datteren, sangeren Marie Gerlov, indtog scenen. De to kommer fra Tjæreborg, og i en god times tid viste duoen en fantastisk musikalitet.
De spillede nogle af vores hjemlands og andre sange, og at de fleste af sangene også var kendte, viste publikum med al tydelighed, da der blev sunget med på langt de fleste.
Repertoiret spændte vidt. Lige fra Thøger Larsens Du danske sommer over, Nordahl Griegs Kringsatt av fiender, Pete Seegers Where have all the flowers gone til Ulf Lundelss Åbent landskab og Harald Bergstedts Solen er så rød mor. Og som et effektfuldt punktum Marinus Brørups aftensang til spejderne, Nu er jord og himmel stille.
Og mens Peter Gerlov og Marie Gerlov underholdt, fornøjede flere blandt publikum sig med de medbragte kurve indeholdende mand- og drikkevarer, og de fantastiske rammer omkring slusen med grønne områder og åen, der stille flyder, gav de bedste rammer om en særdeles god aften, hvor en gennemført musikalsk duo i form af far og datter skabte en fantastisk stemning i de unikke omgivelser.