Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 25. febr.
Planerne og visionerne for en fælles overbygningsskole for Vadehavsskolens fire afdelinger, Gredstedbro, Ansgarskolen, Vittenbergskolen og skolen i Egebæk-Hviding skal gennem analyseres. Men samtidig skal planerne og visionerne for de fire skoler, der bliver tilbage som grundskoler, gennem analyseres, så alle ved, hvilken overbygningsskole, der bliver, og hvilke grundskoler, der bliver tilbage, hvis planen om en fælles overbygningsskole gennemføres.
Det var konklusionen på det møde, byrådets udvalg for børn og familie holdt mandag eftermiddag i Seminariehuset i Ribe, hvor en fælles overbygningsskole skal etableres, hvis den bliver til noget.
I Seminariehuset er der ledige lokaler efter privatskolen Riberhus er rykket ud.
– Det var et superspændende og positivt møde, og udvalget er positiv overfor, at der arbejdes videre med processen med involvering af elever, medarbejdere, forældre o.s.v., så ideen kan komme til en egentlig sagsbehandling, men det er også klart, at vi skal kende identiteten og visionerne for de skoler, der bliver tilbage uden overbygning, fastslog formanden for udvalget, Diana Mose Olsen (SF) efter mødet i Ribe.
Hun sagde videre, at det ikke var meningen, at der på mødet mandag i Ribe skulle træffes nogen beslutning.
– Vi lyttede til oplæg fra skolebestyrelsen, det fælles elevråd, hvis repræsentant er fra Gredstedbro, og skoleledelsen. Det var spændende oplæg.
– Sagen har jo tidligere været fremme, og som den gang mangler vi nogle ting, før vi kan sige ”go eller no go”. Hvad med de skoler, der bliver tilbage ved oprettelsen af en eventuel fælles overbygning? Vi synes, det er spændende, men visionen skal være for hele vadehavsskolen og ikke kun overbygningen. Vi skal kende identiteten for de tilbageblivende skoler.
– Der er ingen tvivl om, at man med en fælles overbygning vil få et knaldhamrende godt og spændende ungdomsmiljø, men vi skal lige kende visionerne for de tilbageblivende skoler.
– Hvad er tidshorisonten?
– Der er nedsat et udvalg, der arbejder videre, og de skal komme med en indstilling i april-maj, hvis vi skal nå at få det med til de kommende budgetforhandlinger. Der er god tid til, vi kan sørge for involvering og høring af forældrene, så de ved, hvad det drejer sig om, siger Diana Mose Olsen.










































































