Tekst og foto: René Jørgensen
23. september 2025.

Fælles om det gode, sjove og trygge ungeliv

Hvordan skaber vi sammen et godt ungeliv? Det sætter Esbjerg Kommune nu fokus på ved et arrangement for forældre og unge i hele kommunen i Ribe Fritidscenter mandag den 6. oktober kl. 17-19.

Hverdagen, vennerne, familien, fritiden, festerne – alle de steder, hvor unge i dag færdes, kan byde på både udfordringer og muligheder for at trives. Men hvad skal der til, for at unge får et godt ungeliv, og hvordan skaber vi i fællesskab de bedste rammer for det?

De spørgsmål vil Esbjerg Kommune gerne sætte fokus på sammen med dem, der til hverdag er tættest på ungelivet. Derfor inviterer kommunen nu forældre til unge i 7.-10. klasse eller på en ungdomsuddannelse til et arrangement i

Ribe Fritidscenter mandag den 6. oktober 2025 kl. 17-19.

Forældrene opfordres til at tage deres unge mennesker med, så man kan få en fælles oplevelse og snak om det gode ungdomsliv.

– I Esbjerg Kommune er vi optagede af at skabe fællesskaber, som fremmer trivslen og det gode liv blandt børn og unge. Med arrangementet i Ribe sætter vi spotlight på de faktorer, som kan bidrage til det gode ungeliv, og på den vigtige rolle, som forældre og andre voksne omkring de unge har i den forbindelse. For at styrke sundhed og trivsel skal vi løfte i flok, og jeg håber, at rigtigt mange vil deltage i arrangementet, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

På dagen kan man opleve

En af Danmarks mest erfarne eksperter inden for børn, unge og ungdomskultur, ph.d., forfatter og leder af Center for Ungdomsstudier, Søren Østergaard, vil fortælle med både alvor og humor om alt det, der kan gøre, at unge oplever at trives, og dér, hvor de oplever sig udfordret.

Samtidig kan deltagerne få mere at vide om bl.a. søvn og pauser i hverdagen, bevægelse og fællesskaber, røg, snus og nikotin og seksuel sundhed og trivsel.

Det er gratis at deltage. Interesserede kan tilmelde sig på esbjerg.dk/ungeliv senest 1. oktober 2025.

Fælles om ungelivet

Arrangementet er et led i det ambitiøse program Fælles om ungelivet, hvor Esbjerg Kommune i tæt samarbejde med lokale skoler og ungdomsuddannelser, Sundhedsstyrelsen og 14 andre kommuner arbejder på at skabe rammerne for, at danske unge kan have et godt ungeliv med positive sociale fællesskaber, hvor rusmidler ikke spiller en markant rolle.

I øjeblikket indgår Vittenbergskolen, Ansgarskolen, Tjæreborg Skole, Bryndum Skole, Fourfeldtskolen, Gredstedbro Skole og Ribe Katedralskole i samarbejdet med kommunen om initiativet. Med afsæt i data og lokale ønsker udvikler kommunen sammen med skolerne forskellige sundhedsfremmende og forebyggende tiltag, som kan være med til at skabe fælles trivsel for de unge på og omkring skolerne.