Tekst og foto: Annette Brøchner Lindgaard
Søndag, d. 11. September 2022
Et rødt og et blåt telt, rejst tæt sammen, symboliserede samarbejde om en vigtig sag. De to lokale partiforeninger for Venstre og Socialdemokratiet var i denne weekend på samme hold, nemlig holdet imod Kræft.
De to partiformænd Nini Oken og Anders Rohr Jørgensen var enige om, at den slags udfordringer skal løses i fællesskab.
”Det er kun naturligt, at vi slår os sammen om dette og vi blev da også inviteret sammen af folkene bag Stafet for livet,” starter Anders Rohr Jørgensen og Nini fortsætter: ”Sygdom er jo ikke partipolitisk. Vi håber, at også de øvrige partier kan og vil være med, når der til næste år holdes Stafet for Livet”
”Vi arbejder sammen om lokale spørgsmål”, siger de to, nærmest i munden på hinanden og det vækker jo et vist håb for fremtiden i forhold til politisk opmærksomhed og gode løsninger for Ribe.
Tilsammen har de to partforeningsformænd bidraget med mere end 100.000 skridt. Anders med omkring 90.000 og Nini godt ca. 22.000. Også andre politisk aktive bl.a. byrådsmedlemmerne Karen Sandrini, Klaus Sandfeld og Jørgen Ahlquist deltog.