Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 9. december.

Næppe er de to store, nye lagerhaller hos fa. Ib Laursen a/s i Ø. Vedsted taget i brug, før en ny, stor udvidelse er på trapperne.

Direktør Peter Laursen fortæller, at firmaet netop har fået byggetilladelse til en ny administrationsbygning, der skal ligge øst for de nye haller ud mod hovedvej 11.

Byggeriet af den nye administrationsbygning ventes sat i gang først i det nye hår, og Peter Laursen håber, at lokalerne kan tages i brug inden jul næste år.

– Men det er meget svært at sætte en fast tidsfrist på, for vi ved ikke, hvordan vinteren bliver, og hvordan det påvirker byggeriet, siger Peter Laursen.

Den nye bygning bliver på 1300 kvadratmeter og skal erstatte de eksisterende lokaler, der ligger i den gamle bygningsmasse. Her er der efterhånden blevet alt for lidt plads.

– Vi har inddraget så meget af lageret, som vi kunne, og alligevel har vi for lidt plads. Desuden vil vi også gerne lage noget pænt, lækkert og funktionelt, siger Peter Laursen.

Det er firmaet Helge Bruun og Søn a/s, der skal stå for byggeriet, som det har været tilfældet med alt det andet byggeri på stedet.

– Vi har været glade for alt det, de har bygget tidligere, og vi har været glade for samarbejdet. Det er et spørgsmål om tillid og kemi, siger Peter Laursen.