Tekst Johnny Tauman
9. april 2019

Esbjerg Kommune har udsendt pressemeddelelse vedr. processen i Ribe Østerå – inklusiv ønsket om mere vand i Mølledammen.

Vådområde i Østeråen?

Højere vandstand skal gøre det sværere for vandplanterne at bryde vandoverfladen i Mølledammen i Ribe. Samtidig vil et højere vandspejl i Ribe Mølledam være ensbetydende med højere vandstand i Ribe Østerå. Nu skal fysiske undersøgelser afklare, om der kan etableres et vådområde i Ribe Østerå. Vandstanden skal som hidtil styres ved stemmeværkerne i Ribe By

Oversvømmelse af arealer

I januar bad Teknik & Byggeudvalget om et forslag til en proces for, hvordan problematikken omkring vandspejlet i Ribe Mølledam kunne forbedres ved at etablere et nyt vådområde ved Ribe Østerå. Ved at hæve vandstanden i Ribe Østerå og oversvømme visse arealer ved åen kan det afhjælpe flere problemstillinger samtidigt.

Snæblen vil få mere vand

Mens vandspejlet i Mølledammen vil fremstå mere udbredt, fordi vandplanterne i mindre grad vil bryde overfladen, så vil snæblen også nyde godt af at vandmængden samtidig vil blive øget i Stampemølleåen. På den måde vil en forbedring af forholdene i Stampemølleåen kunne forhindre, at Esbjerg Kommune skal fjerne eller ombygge de tre opstemninger i Ribe. Den højere vandstand vil også have en gavnlig effekt på kultursvampen under Ribe og forbedre vilkårene for hvid stork.

Processen for forløbet

På mødet i fredags i Teknik & Byggeudvalget blev deltagerne orienteret om status for processen for hele projektforløbet.
“I første omgang skal der laves nogle tekniske undersøgelser, som skal afklare, om det overhovedet er muligt at gennemføre et projektet i området. Med data omkring terræn- og vandforhold vil det blive klart, om det er den vej, som vi kan gå”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen.

Informationsmøde i maj

De indledende undersøgelser går i gang allerede i maj, når rådgiveropgaven har været i udbud.
“Inden rådgiveren går i gang vil der blive holdt et informations- og dialogmøde i begyndelsen af maj med lodsejere og følgegruppen. Den gode dialog med alle interessenter er nemlig en forudsætning for at projektet lykkes. Derfor holdes mødet på dette tidlige stadie”, siger Søren Heide Lambertsen.

Beslutning om realisering

Omkring september vil resultatet af de indledende undersøgelser blive præsenteret for Teknik & Byggeudvalget, og på den baggrund vil udvalget skulle beslutte, om man vil forsætte med undersøgelserne. Inden udvalget skal træffe beslutningen vil der være endnu en dialog med lodsejere og følgegruppen på baggrund af resultaterne af undersøgelsen.
“I september er vi forhåbentlig alle blevet klogere på, om det vil være muligt at realisere projektet. Hvis vi i udvalget giver grønt lys, vil det betyde yderligere undersøgelser, og først i 3. kvartal 2021 vil undersøgelserne være afsluttet, og derefter skal vi træffe en politisk beslutning om realisering af hele projektet. Det er altså en længere proces, der nu sættes i gang. Og der er lagt vægt på dialog undervejs, og samtidig har vi politisk mulighed for løbende at tage stilling til projektet”, siger Søren Heide Lambertsen.

Revideret procesplan

Ifølge procesplanen vil den fysiske realisering af projektet gå i gang i 2022, og det forventes, at projektet finansieres med midler fra EU, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne