Tekst & Collage: Johnny Tauman
16. januar 2023

Der bliver masser af spænding og gys, når Fællesforeningen for V. Vedsted og Sdr. Farup får besøg af Spøgelsestoget,  når der holdes fællesspisning og dilettant i V. Vedsted Sogns Forsamlingshus lørdag d. 28. januar.
Jan Kruse fortæller – på vegne af bestyrelsen – RYK IND RIBE, at en flok på 12 dilettanter de sidste tre måneder har øvet flittigt på Spøgelsestoget. Det er et kriminalitet-spil, og det foregår i ventesalen på en ensom beliggende jernbanestation i South Cornwall. En flok passagerer strander i ventesalen og mange uhyggelige ting finder sted, og flere af personerne forsvinder. Stedet er kendt for sit spøgelsestog, som kommer en bestemt aften i måneden, og som bringer ulykke og uhygge med sig. I stykket indgår en masse lyde og lyseffekter.
– Premiere dagen er lørdag d. 28. januar, hvor der startes med fællesspisning kl. 18. Arrangementet er både for børn og voksne, oplyser Jan Kruse, der naturligvis håber på stor opbakning.