Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, tirsdag den 9. november

Esbjerg Kommune bør omgående lægge billet ind på at få et af de sundhedshuse, som skal placeres rundt i landet, og som der i den kommende tid skal forhandles politisk om på Christiansborg.

Det mener byrådsmedlem Anders Roar Jørgensen (V), der fortæller, at der bliver et begrænset antal sundhedshuse, og der er 98 kommuner, der vil lægge billet ind på dem.

Og borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) er helt enig.

– Det vil være oplagt at udbygge det sundhedshus, der allerede er i Ribe, med nogle regionale funktioner. Det vil være fantastisk, hvis der kan tilføres nogle lettere behandlinger til Ribe, ligesom vi også gerne vil udbygge mulighederne i Bramming i forbindelse med fritidscenteret, siger borgmesteren.

Regeringen er kommet med et udspil, hvori den siger, at der skal placeres nogle nærhospitaler rundt om i landet, så borgerne får lettere ved at få mindre behandlinger lokalt. Venstre har foreslået 35 sundhedshuse også med det formål at gøre det lettere for borgerne at få behandling i lokalområdet.

– Men det giver ingen mening at kalde det nærhospitaler, når stedet lukker klokken 16, og patienterne ikke kan indlægges. Det har ikke noget med et hospital at gøre, og derfor vil Venstre have sundhedshuse, siger Anders Rohr Jørgensen.

Han peger på, at Ribe allerede har et sundhedshus med en lægepraksis, psykiatrisk klinik, jordemoder og dermed fødselsforberedelse, skoletandlæge og flere andre ting.

– Kunne vi så også få det lavet sådan, at der var en røntgenafdeling og at speciallæger fra de store sygehuse kunne køre til sundhedshuset for at lave forundersøgelser, foretage kontrol efter operationer og i det hele taget snakke med og undersøge patienter, vil det være en kæmpe fordel.

– Alt andet lige er det jo lettere for en person at køre fra Esbjerg til Ribe, fremfor at 20 personer skal køre fra Ribeområdet til Esbjerg for at tale med en speciallæge, påpeger Anders Rohr Jørgensen.

Er der plads nok i det gamle sygehus?

– Det er der. Der er nogle faciliteter, der ikke bliver brugt nu, og akutsygeplejen flytter også ind i huset fra Margrethegården, så der bliver plads til fire aflastningspladser på Margrethegården. Dertil kommer, at Åhaven udvides med otte pladser, og så vil det passe fint at have muligheder for undersøgelser, samtaler og lettere behandling i det gamle sygehus, der ligger tæt ved, siger Anders Rohr Jørgensen.