Tekst Hasse Jørgensen, foto Ribe Katedralskole, tirsdag den 8. jan.
Ribe Katedralskole er landets ældste skole stiftet i 1145 og med en lang række traditioner, som man på skolen gør meget for at bevare.
Men det er også en moderne skole, hvor man følger med tiden. Det blev bevist mandag, hvor cirka 200 elever og godt 20 lærere flyttede fra Skyttevej ind i katedralskolens gamle og nye lokaler i Puggårdsgade. Og dermed blev der igen skrevet historie på den gamle skole, idet fusionen mellem Ribe Katedralskole og Handelsgymnasiet nu er en fuldbyrdet realitet rent fysisk.
Alle skolens elever og lærere samledes klokken 8.00 i Salen, hvor rektor Kristian Bennike ønskede godt nytår og bød velkommen.
– Mange har gennem det sidste år på forskellig vis forberedt sammenflytningen og lagt grunden til en forhåbentlig god fælles skole. Nu hvor sammenflytningen er en realitet, må vi alle hver især gøre vores til at fusionen bliver en succes, og skolen bliver et godt sted at være og lære, siger stedfortræder for rektor, Anne Granum-Jensen.
Efter rektors velkomst sang han og uddannelsesleder Jacob Lund Jørgensen for på en rap ”Vi er det nye RK”, og derpå var der boblevand (med og uden alkohol) og kransekage til alle.
Eleverne fra Skyttevej fik af deres lærere en rundvisning på skolen, og derpå var første skoledag på den fusionerede og sammenflyttede Ribe Katedralskole i gang.