Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 4. september

Et madpakkehus på den offentlige legeplads ved Brorsonsvej i Ribe er kommet et væsentligt skridt nærmere en realisering.

Det er sket i og med, at kommunens teknik og byggeudvalg har afsat 75.000 kroner til projektet ud af nogle midler, udvalget i forvejen har afsat til mulige projekter.

– Vi har sat pengene af, fordi vi i udvalget – og det var et enigt udvalg – synes, det er en rigtig god ide, også fordi der er rigtig mange, der kan bruge det, siger udvalgsformand Søren Heide Lambertsen (S)

Selv om pengene nu er sat af, er det dog ikke 100 procent sikkert, at huset kommer. Søren Heide Lambertsen fortæller nemlig, at man ikke er helt færdige med at undersøge mulighederne for, om der må bygges det pågældende sted.

– Men må der det, kommer huset også, siger udvalgsformanden.

Et madpakkehus er et mindre hus, der er offentligt tilgængeligt, og hvor man kan søge ly for vejret, spise sin medbragte mad eller bare hygge sig.

Det var Rykindribe.dk’s Rene Jørgensen, der for flere måneder siden rejste debatten, og den blev taget godt i mod af Lokalråd Ribe Midt, der greb sagen og gik videre med den med det indtil nu positive resultat.