Tekst og foto: René Jørgensen og pressefotos.
29. august 2024.
Da kvinder var feminine, og der var gentlemen
Pernille Elvis Puggaard Ribe. Hvis du kender hende fra bybilledet, vil du genkende en smart kvinde først i fyrrerne, altid klædt i en pæn kjole og med håret sat – gerne med en blomst i.
Tidligt onsdag morgen skulle Pernille Elvis Puggaard med toget til København. Hun skulle være gæst i radioprogrammet “Det gode selskab” på DR P5, hvor værten Charlotte Hagen Striib ville tale med hende om hendes fascination af 1950’erne, især forholdet til Elvis Presleys musik.
“I 50’erne var kvinderne mere feminine og pyntede sig mere end i dag, og mændene var gentlemen. Det kan jeg godt lide,” fortæller Pernille. Hendes hjem bærer også præg af interessen for 50’erne. Et værelse er indrettet i bedste 50’er-stil med amerikanske møbler og inventar, og så er der selvfølgelig de mange plader fra tiden.
“Da jeg var barn, spillede min mor en Elvis-CD, og vi så filmen Grease. Så var jeg bare helt ‘solgt’. Jeg blev betaget af filmen og fascineret af tøjet, håret, musikken og bilerne,” siger hun. (Grease er en musical fra 1978 med blandt andre John Travolta og Olivia Newton-John, red.) “Jeg tænker, at alle, der har set Grease, fik lyst til at komme ud og danse.”
Det var først i voksenlivet, at Pernille begyndte at dyrke stilen, især tøjet. Som radioværten bemærker, er Pernille som taget ud af et modeblad fra 50’erne.
Pernille foretrækker klassiske, stilfulde farver, og lyserød er hendes yndlingsfarve.
Musiksmagen fra 50’erne bliver også dyrket, og når bandet Jordans Drive optræder, er det helt sikkert, at Pernille er blandt publikum. Dette band, og Sun Brothers (som også tæller medlemmer fra Jordans Drive, red.), skaber en fantastisk stemning, og Ribe har flere gange nydt godt af dem i bybilledet og til festivaler.
Pernille var også at finde til Rømø Motorfestival den 16.-18. august 2024. På festivalen, hvor der køres race med biler og motorcykler, der ikke må være nyere end fra 1947, køres der ræs på stranden. Festivalen tiltrækker altid flere tusinde gæster.
Stilen passer perfekt til Pernille, her møder hun andre med samme lidenskab for flotte kjoler, sko og den skønne musik.
Pernille Puggaard arbejder hos Next Mobility Ribe som kundemodtager. Kig ind i firmaet, og bliv mødt med et smil, så har du mødt Pernille.
Collage: René Jørgensen. Billedet fra DR er givet med tilladelse, som de øvrige der er i collagen