Tekst Hasse Jørgensen, foto Kjærgaard Landbrugsskole, fredag den 26. juni 2026

46 nyuddannede landmænd blev onsdag aften fejret ved Kjærgård Landbrugsskoles traditionsrige dimission. Blandt årets dimittender er hele 16 EUX-studenter, som nu tager hul på næste kapitel – enten i landbruget, følgeerhvervene, på rejser til udenlandske landbrug eller videre på uddannelse.

Omkring 300 gæster deltog i den festlige aften, hvor eleverne blev hyldet af familie, venner, oplæringsansvarlige, medarbejdere og samarbejdspartnere. Aftenen bød på festmiddag, taler, prisoverrækkelser og overrækkelse af beviser.

Et hold der har sat sine spor

Årets dimittendhold beskrives af skolens medarbejdere som noget ganske særligt.

Ikke alene har eleverne udviklet sig markant fagligt gennem uddannelsen – de har også vist et stærkt socialt engagement og været rollemodeller for kommende elever.

Holdet har markeret sig som aktive stemmer i debatten om fremtidens landbrug og har deltaget i politiske debatter om erhvervets udvikling. Samtidig har mange engageret sig i frivilligt arbejde gennem blandt andet Landbo Ungdom samt lokale gymnastik- og idrætsforeninger, hvor de har været med til at styrke fællesskaber både på og uden for skolen.

Eleverne har desuden været initiativtagere til flere fælles aktiviteter på skolen – blandt andet indsamlinger til velgørende formål. Gennem hele deres uddannelse har de vist, at et moderne landmandsliv også handler om mere end faglighed.

Engagerede samfundsborgere

– Årets hold har vist, at dygtige landmænd også er engagerede samfundsborgere. De har været ambitiøse, nysgerrige, modige og villige til at tage ansvar – både for deres egen udvikling og for de fællesskaber, de har været en del af. Det er unge mennesker, som vi er utrolig stolte af at sende videre ud i erhvervet,  siger Lasse Iversen, forstander, Kjærgård Landbrugsskole

For de fleste dimittender venter nu et arbejdsliv i landbrugets mange grene. Nogle fortsætter i primærerhvervet, andre i følgeerhvervene, mens flere rejser ud i verden for at samle erfaring på internationale landbrug.

Hele 15 af de nyuddannede vender allerede tilbage til Kjærgård Landbrugsskole efter sommerferien, hvor de bliver en del af skolens kommende hold på Produktionslederuddannelsen. Med i alt 18 tilmeldte bliver det et stærkt hold af unge, der ønsker at bygge videre på deres faglige kompetencer.

En afslutning, der rørte hele salen

(Artiklen fortsætter under billedet)

Dimissionsaftenen blev rundet af med et øjeblik, som mange sent vil glemme.

Eleverne overraskede skolen med en hjemmelavet sang og et æbletræ som afskedsgave. Sammen med træet fulgte ordene:

“Vi håber, I vil sikre, at det kommer til at gro og bære frugt – ligesom I har gjort med os.”

En gestus, der på fineste vis indkapslede det fællesskab og den udvikling, som har kendetegnet årets dimittendhold.

Legater og hæderspriser

Ved dimissionen blev følgende priser og legater uddelt:

Årets højdespringer: Liva Büll Tørslev

Årets kammerat: Thomas Madsen

AARUPGAARD Fondens legater: Anton H. Pedersen og Lauge H. J. Vestergaard

Årets læremester: Torben Due Mikkelsen, Østerviggård ApS

AL Sydbank Rejselegat: Lykke S. Krupa

AL Sydbank Lærlinge-/Elevlegat: Stine Bach Schulz