Tekst: Johnny Tauman
12. april 2020
Når man står foran den store låge, hvor rustvognen med følge kører ind på kirkegården, så rammer en særlig stemning – og tankerne får frit spil med mindet om de kære, man har mistet.
Den Gamle Kirkegård er mere end 200 år gammel – og har sit eget bevaringsværdige kapel, som dog i dag anvendes til depot for gartnere og andre ansatte.
Roen hviler over området – og kun de få biler, som i COVID-19 krisen kører forbi i Hundegade, forstyrrer stilheden.
En due er landet på en gravsten – og sidder roligt og betragter området, som var den skabt af sten. Den ser ud over de mange gravsteder – nye som gamle og blikket fanger et stort sort kors.
Roen forstyrres et øjeblik
Pludselig kan man høre knasen i gruset – en enkelt cyklist har brugt ”smutvejen” over den nye bro ved Ribe Byferie – og kører nu gennem kirkegården.
Robotplæneklipper og bier
Et andet sted summer robotplæneklipperen, der ved sin konstante ”jagt” efter klippeklart græs kører græsplænen tynd på kryds og tværs.
Der er stadig ro i de tre bistader, hvor Ribe Biavlerforening har kirkegårdsbier, der er nøje udvalgte. De er rolige væsner – ingen skal være bange for. En biavler passer bistaderne – og avler honning, som sælges under navnet ”Klosterhonning”.
Historien om kirkegårdsbien
På hjemmesiden kan man læse om bierne på Ribe Kirkegårde.
Honningbien som findes på Ribe Kirkegårde er en særlig god bestøver fordi den enkelte bi har fået instruks fra spejderbier om at flyve så og så langt i en bestemt retning og dér finde de blomster, der har den duft som spejderbien har bragt med hjem.
Således flyver den kun til den ene slags blomster og ikke til andre, som den tilfældigt måtte møde, og det giver en effektiv bestøvning.
Turen rundt på Den Gamle Kirkegård slutter i kapellet, hvor de øverste vestvendte vinduer giver det specielle motiv (foto: Johnny Tauman).
Besøg også Ribe Ny Kirkegård
Ribe Ny Kirkegård, der blev indviet i 1936, er unik på sin måde. Den er værd at gå på opdagelse i.