Tekst & Foto: Johnny Tauman
9. marts 2024
Center for Socialpsykiatri i Esbjerg Kommune har på Kastanie Alle 6 A åbnet Bostedet Kalaparken, der er et ny opført specialiseret døgntilbud.
Da RYK IND RIBE kikkede forbi, fik vi oplyst, der er tale om 8 boliger (pladser) på hver 50 m2 med alle faciliteter. Tilbuddet åbnede 1. januar, og to beboere er flyttet ind. To af de 8 pladser er fleksible – og endelig er der indrettet et hus med kontor og personalefaciliteter.
Målgruppen for Bostedet Kalaparken er borgere med særlige psykosociale, kognitive og andre vidtrækkende problemstillinger. Disse borgere har ofte kaotiske og konfliktfyldte forhold til omgivelserne. De kan have svært ved at honorere krav og forventninger samt udsætte egne behov – som oftest forankret i svare sociale kompetencer. I Kalaparken får de nye beboere mulighed for at prøve at bo selvstændigt på “et kollegieværelse” med køkken, bad og andre faciliteter.
Bostedet Kalaparken i Ribe er som døgntilbud afhængig af et fleksibelt personale – herunder nattevagter, hvor to er på arbejde ad gangen sammen med en kollega. I et tidligere jobopslag kan man bl.a. læse om forventningerne til ansøgere:
· Du har en sundheds- eller socialfaglig grunduddannelse.
· Du ønsker at være medskabende i at få skabt en kultur, hvor psykologisk tryghed og godt arbejdsmiljø er højt prioriteret.
· Du tænker ud af boksen og agerer inden for rammerne, og ser udfordringer frem for begrænsninger.
· Du stiller undrende, forstyrrende og refleksive spørgsmål, som er med til at udvikle arbejdsfællesskabet til gavn for borgerne.
· Du tager ansvar og deltager aktivt i at få hverdagen til at fungere.
· Du har god selvindsigt, er fleksibel og mødestabil.
Der er ventelister til disse tilbud i Esbjerg Kommune.