Tekst: Annette Brøchner Lindgaard
Foto: René Jørgensen
16. december 2021
1. januar 2022 træder det nye byråd og dermed de nye politiske udvalg til. Rykinds udsendte har sat sig for at undersøge, hvad de ny-/genvalgte udvalgsformænd tænker, der skal ske i den del af vores kommune, der ligger uden for Esbjerg by. Vi starter med Henning Ravn (V), som bliver formand for det nyetablerede Plan & byudviklingsudvalg.
Efter konstitueringen blev spørgsmålet om generationsskifte bragt op. Den 57-årige socialdemokrat Jørgen Ahlquist blev omtalt som aldrende. Så det er med spænding, at jeg mødes med den 72-årige Venstreveteran Henning Ravn. Men han kommer gående med raske skridt og virker på alle måder klar og parat til de kommende opgaver. Der er tale om en politiker med 20 års erfaring fra næsten alle områder inden for den kommunale verden og tillige en afstikker til regionen. To perioder som formand for Sundhed & Omsorg og hele tre perioder som kommunernes repræsentant i regionens sundhedskoordinerende udvalg.
Henning Ravn: ”Da jeg kom ind i byrådet i Bramming i 2001, ville jeg gerne have haft teknik- og miljøområdet, men det var ikke foreneligt med mit daværende job som stationsleder på den lokale politistation. Så det er skønt, at det lykkedes nu her i slutningen af min karriere” indleder Henning Ravn og understreger straks derefter, at den kommende byrådsperiode formentlig ikke bliver hans sidste.
”Jeg er jo sønderjyde fra Frifelt og har arbejdet ved politiet gennem mange år. Jeg kender Ribe lige så godt som Bramming og når vi bosatte os i Bramming, så var det fordi, det var et godt udgangspunkt for at kunne arbejde både i Bramming, Varde, Esbjerg og Ribe.”
Rykind: Har Brammingenserne haft lettere ved at blive en del af storkommunen end Ripenserne?
”Når jeg lytter mig til, hvordan tingene har været, og stadig er, har der nok været større accept i Bramming. Der var jo ret hurtigt et flertal i Bramming Byråd, der så Esbjerg som et lokomotiv. Vi havde en ganske fornuftig økonomi, men vi kunne godt se, at der kunne ligge nogle udfordringer i kommunesammenlægningen. Men vi var så også nogle, der tænkte, at hvis vi skulle med i Esbjerg, så skulle vi have Ribe med for ikke at blive et lille snottet vedhæng, der ikke fik nogen indflydelse. Jeg tror, de fleste i Bramming syntes, det var en fin konstellation”
Rykind: Man kan, som borger i Ribe, nogle gange have den fornemmelse, at vi er overladt til os selv?
”Jeg synes, der er stort fokus på Ribe i byrådet. Johnny Søtrup havde stort fokus på Ribe, men han fik skylden for flytningen af seminariet til UC Syd i Esbjerg. Det var ikke hans værk, men da det først var en realitet, gjorde han, hvad han kunne for at få det til at fungere. Der har lige siden starten været nogle få i Ribe, der har forsøgt at sætte den dagsorden, at Esbjerg tager det hele, men i min verden er det ikke korrekt.
Jeg kan jo huske helt tilbage, at man f.eks. snakkede om omfartsvej i Ribe. Et tema, der jo ikke er et kommunalt anliggende som sådan. Da der kom mulighed for at lave A-løsningen, gik vi i Esbjerg byråd ind for den, men der var jo voldsom modstand i Ribe.
Rykind: Reel modstand eller nogle få der råbte højt?
Der var i hvert fald nogle, der fik lagt pres på de overordnede beslutningstagere, så man ikke ville trumfe noget igennem. I min verden skulle man have gjort det. Vi havde pengene. Vi kunne have gjort det. Jeg synes stadigvæk, det man fik lavet er både noget og ingenting.
Jeg synes faktisk at Ribe har rimelig stor indflydelse i byrådet. Men på den anden side … Det er nogle gange sådan, at hvis man arbejder for sit eget område, så bliver man beskyldt for at være sognerådspolitiker. Men jeg siger bare til dem inde i Esbjerg: Jamen hvad er I så? Så er det også sognerådspolitik, bare i et lidt større perspektiv. Der er nogle af jer, der aldrig kommer uden for bygrænsen.”
Rykind: Folk her fra Ribe midtby lavede et trafikudspil, men hvor blev det af?
”Det er en udfordring at løse de trafikale problemer i Ribe. Jeg har jo et ønske om, at alle skal være tilfredse, men det kommer nok aldrig til at ske. Jeg synes, at Ribes har så værdifuld en bykerne, at vi godt kunne gøre noget mere for at holde trafikken lidt væk. Jeg siger ikke, at der ikke må komme biler, men man kan godt gøre mere. Når min kone og jeg har besøgt gamle byer sydpå, så har der ikke været den trafik inde i bykernerne. Der har jo været mange forskellige forslag til hvordan man kan dæmpe trafikken. Vi har snakket om pullerter, der kan hæves på visse tidspunkter og sænkes på andre. selvfølgelig skal man kunne kører ind med ærinder og man skal også kunne køre ind til hotellerne og sætte sine ting af. Det er en svær øvelse. Men der er jo ikke noget til hinder for, at man prøver nogle ting af.”
”Det har altid heddet sig, at der ikke er parkeringspladser nok, men målinger viser, at det er der. Men det kræver, at man går et par hundrede meter. Vi håber jo, at de nye p-anvisninger har hjulpet lidt. Jeg håber, vi kan løse det her med parkering i midtbyen dvs. de biler, som ikke har noget at være der inde efter. De lokale betaler jo en afgift, så de skal kunne. ”
”Desuden kunne man håbe at komme den gennemkørende trafik til livs. For det er nok den, der volder de største problemer. Trafikken er tiltagende og vi skal løse de problemer, der er. Et dynamisk arbejde, som vi skal i gang med. Det samme gælder for grødeskæringen, men det hører under Klima & Miljøudvalget, som Jørgen Ahlquist er formand for.”
Rykind: Hvor er vi om fire år?
”Det overordnede mål er at skabe øget bosætning ved at have noget at tilbyde i form af attraktiv bomuligheder og gode kommunale tilbud. I Ribe har vi gang i nogle rigtig spændende ting omkring Jernstøberiet og vi har Klostermarken, hvor vi bør være mere proaktive. Vi skal have nogle visioner med de boligområder. Et godt plangrundlag. Stisystemer, grønne områder, afvanding og alle de ting.”
”Vi er gang med en masse omkring park og natur. Der har været afholdt borgermøder og høringsoplægget kommer ud efter nytår. Et af målene er, at ingen i byerne skal have mere end 300 meter til grønne oaser. Og den nye legepark er superspændende. Det er jo ting, som kan være med til at sætte Ribe på landkortet. Der skal være aktiviteter til de unge mennesker. Det har der ikke været for meget af i Ribe og Bramming. Vi har jo masser af søde unge mennesker, som gerne vil ting som padel- og skaterbaner.”
”Lige fra den første dag i storkommunen har det betydet noget for mig, at der har været en oplevelse af sammenhæng overalt – også i f.eks. Roager og Spandet. Jeg er selv vokset op i et lille samfund. Det betyder bare så meget for mig, at man ser sig selv, som en del af den her kommune. Vi kan ikke alle få det samme, men jeg er glad for, at der er kommet kultur- og fritidshuse i Jernved, i Roager, Sejstrup, Hunderup – ja, selv ude i Kalvslund. Der er faktisk kommet rigtig meget godt og der sker rigtig mange positive ting.”
Vores samtale var meget længere og kom omkring flere andre emner. Det er helt tydeligt at Henning Ravn har meget på hjerte og at han øser af sine store viden og erfaring fra sit lange liv i kommunalpolitikken. Det bliver spændende at følge det det ”dynamiske arbejde” med løsninger og udviklingsprojekter.











































































