Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 17. juni 2023

Sommervarmen til trods var der mindst 150 løbere og 100 fodgængere, der løb og gik de ture, som var arrangeret i forbindelse af et års dagen for ibrugtagningen af Riplay Børnenes By.

De henholdsvis 150 løbere og 100 fodgængere var dem, der var meldt til, og til dem kom så ”det løse”, så det kan slås fast, at et års dagen for Danmarks største legepark blev behørigt markeret.

Til børnene var der en ”goodi bag” med lidt forfriskninger, der kunne indtages under eller efter turen, og på parkeringspladsen var der opstillet telte og bod med grillpølser og andre forfriskninger.

– Vi er utroligt glade for den opbakning, vi ar fået til arrangementet fra erhvervslivet i Ribe, handelsstanden og alle de handlende, siger direktør i Ribe Fritidscenter, Claus Pedersen.

Riplay Børnenes By er blevet et stort tilløbsstykke med gæster fra hele landet, og de mange gæster kan nu også glæde sig over, at der er kommet en permanent salgsbod på pladsen med salg af både spiseligt og drikkeligt samt is.

– Det er meningen, at vi skal have en container op bag salgsboden, og så skal det hele kamufleres med en træbeklædning, så det falder naturligt ind i omgivelserne, fortæller centerleder Jørgen Th. Jespersen.