Tekst: Hans Jørgensen, Foto: Rene Jørgensen og Planet

Stor vækst i efterspørgslen efter dyre kvalitetssommerhuse i Danmark – og endnu større vækst i udviklingen og eksporten af eksklusive præfabrikerede ferieboliger til Tyskland har mere end fordoblet Planet-koncernens omsætning og har firedoblet årets resultat for 2017 til over 40 mio. DKK efter skat. Den samlede egenkapital er øget til 107 mio. DKK.

Dermed er den Ribe-baserede koncern inde i en fantastisk udvikling. I Ribe beskæftiger virksomheden 78 ansatte på fabrikken på Nørremarken, men koncernen har altid gjort brug af mange underleverandører i både ind- og udland, så reelt er antallet af medarbejdere væsentligt højere.

Planet koncernen, som ejer den fulde aktiekapital i PLANET-Huse A/S, PLANET-Haus AG, PLANET-Holding Deutschland AG, PLANET Tourist Invest AG og Co. KG, og som ejer den kontrollerende interesse i Priwall Waterfront AG & Co. KG har netop afsluttet det hidtil bedste regnskabsår med massiv fremgang på alle områder.

PLANET-Huse har i mange år været blandt Danmarks mest succesrige producenter af CO2-neutrale sommerhuse til ’familien Danmark’. I takt med de forbedrede konjunkturer oplever virksomheden i disse år stigende efterspørgsel efter nye sommerhuse i det dyre segment og med mere eksklusive beliggenheder.

Mere end fordobling af omsætningen og resultatet

 Ifølge adm. direktør Torben Basse, som selv er medejer af Planet koncernen, er omsætningen godt på vej mod en halv milliard. Af konkurrencemæssige hensyn ønsker han ikke af offentliggøre de præcise tal. Men det officielle regnskab for 2017 viser et resultat af den ordinære drift på 63.096.000 DKK – og en bundlinje efter skat på 40.430.000 DKK, hvilket er en firedobling i forhold til 2016.

Her er det især koncernens eksportaktiviteter, som er med til at bære væksten frem.

Eksklusivt investeringsprojekt i Travemünde

Planet koncernen har i snart mange år haft lukrative aktiviteter i Tyskland, hvor der er udviklet og opført flere meget populære feriebyer.

I takt med den stigende efterspørgsel efter både mere eksklusive ferieboliger og turismeprojekter for private investorer, har Planet koncernen i samarbejde med flere partnere udviklet helt nye koncepter for ferieboliger. Nu er der ikke længere kun fokus på at producere traditionelle feriehuse i træ af forskellig størrelse og kvalitet – men også præfabrikeret etagebyggeri med luksusboliger i en meget høj kvalitet og med sublim beliggenhed. Det gælder fx Priwall Waterfront projektet i Travemünde, hvor koncernen er i gang med at opføre 475 luksus ferielejligheder plus butiksarkader til caféer, restauranter, butikker, wellness center, underholdning for børn etc. Alene på dette projekt beskæftiger Planet koncernen p.t. ca. 150 håndværkere fra div. underentreprenører.

 Succes med effektivisering

Både de traditionelle sommerhuse og de nye ferieboliger til Tyskland bliver produceret på koncernens egen fabrik i Ribe, som efter en række effektiviseringer fortsat kan klare den øgede produktion med de nuværende ressourcer.Fx bliver ferieboligerne til Priwall Waterfront produceret i moduler, som svarer til fem lejligheder. De bliver fragtet til Tyskland, hvor fire håndværkere kan samle modulerne til fem ferieboliger på blot én uge. Herefter går underentreprenørernes håndværkere i gang med at færdiggøre husene med al indretning – fra gulve, køkkener, badeværelser, møbelindretning og blomster i vasen i den færdige bolig.

Fortsat optimisme og nye vækstplaner

Koncernens ledelse forventer, at den nuværende succes vil fortsætte i de kommende år – baseret på en stor ordrebeholdning af sommerhuse til det danske marked og fortsat vækst i leverancerne af præfabrikerede ferielejligheder til de igangværende turisme-projekter i Tyskland.

– Med udgangspunkt i vores positive erfaringer med udviklingen af feriebolig-projekterne i Tyskland er det nærliggende for os at overveje at tilbyde de samme turisme-koncepter til danske investorer, i det omfang at vi kan finde attraktive beliggenheder i de kystnære områder i det danske sommerland, siger en glad og tilfreds Torben Basse.