Tekst Johnny Tauman    Foto: René Jørgensen
6. januar 2019

Formanden for Esbjerg TAXA Torben Kirketerp har efter henvendelse fra RYK IND RIBE trukket en statistik for alle vogne, som viser at Esbjerg TAXA i de to døgn d. 31./12. og 1./1. har gennemført 2463 ture. Formanden fortæller: “Der er tale om 2088 bestilte ture via vores callcenter, og de resterende 375 er stopture på gaden, hvor en kunde har prajet en vogn.”

Ca. 350-400 forgæves kørsler

Der fremgår videre fra formand Torben Kirketerp: “Vi afviser som udgangspunkt ikke nogen bestillinger fra adresser, men der er selvfølgelig ventetid i nogle områder, hvor kunderne så forinden vi er fremme har afbestilt vognen, eller slet ikke er der når vognen er fremme – Forgæves kørsler, som udgør ca. 350 – 400 ture ud over de ture der er gennemført.”

El eller brintvogne i fremtiden?

Esbjerg TAXA har som sådan ikke nogen satsning på en grøn omstilling, men emnet har til stadighed stor opmærksomhed. “Ud over de særlige miljøkrav taxibranchen i flere år har været underlagt, arbejder regeringen med et forslag om, at taxibranchen skal bestå af el eller brintvogne – ikke forurenende vogne. Regeringens oplæg er, at det skal gælde fra 2025,” skriver formand Torben Kirketerp

Laveste pris er parameteret

RYK IND RIBE har spurgt til, om der er fokus Grøn omstilling i licitationer. Hertil siger formanden for Esbjerg TAXA:  ”Jeg har aldrig set nogle krav i forbindelse med licitationer, som vil betyde vi skulle investere i mere end det lovgivningen foreskriver. Kommuner og regioner vil åbenbart ikke betale for miljøforbedringer – Esbjerg Kommune bruger eksempelvis altid tildelingskriteriet ”laveste pris”.

Esbjerg Taxa laver ikke statistik på enkelt områder i deres betjeningsområde, som er Esbjerg Kommune.